Den danske klippe er færdig i New England.

New England Patriots har fritstillet Hjalte Froholdt for at at gøre plads til running back Sony Michel, som er blevet sin skade kvit og dermed kan genaktiveres fra skadeslisten.

Beslutningen er truffet i kølvandet på et par uger, hvor Hjalte Froholdts spilletid er skrumpet ind. I den seneste spillerunde var Hjalte Froholdt end ikke udtaget til New England Patriots’ kamp mod Baltimore Ravens. Forinden havde Froholdt primært gjort sig bemærket som special teams-spiller.

Hjalte Froholdt fik debut på New England Patriots’ angreb mod Denver Broncos i sjette spillerunde, da han afløste Jermaine Eluemunor. Debuten blev også Froholdts foreløbige, spillemæssige højdepunkt i NFL, hvor den 24-årige dansker leverede gode blokeringer på de 45 angrebsspil, som han spillede.

I den efterfølgende spillerunde kom Hjalte Forholdt igen på banen mod San Francisco 49ers, men her faldt danskeren igennem. Froholdt tillod bl.a. et sack og blev generelt udspillet af 49ers’ rookie Javon Kinlaw. Siden da blev hans spilletid reduceret betragteligt.

Med New England Patriots’ beslutning træder Hjalte Froholdt nu ind i waiver-systemet. Det betyder, at de øvrige hold har mulighed for at anmode om Froholdts kontrakt i de næste 24 timer. I denne proces bliver de mindre gode hold – jf. stillingen – tilgodeset, da de får mulighed for at hente Froholdt ind før deres modstandere.

Hvis ingen af ligaens hold ønsker at skrive kontrakt med danskeren i løbet af de næste 24 timer, udløber kontrakten, og Hjalte Froholdt kan derfra forhandle frit med alle ligaens hold. Han kan dermed også ende på et practice squad, og her vil Patriots være i spil til at hente danskeren tilbage.

Hjalte Froholdt blev draftet af New England Patriots i fjerde runde af NFL-draften i 2019.