Danske Hjalte Froholdt har fundet sit nye hjem i NFL.

Sent onsdag aften kom nyheden, som de fleste danske NFL-fans har ventet på, siden free agency startede. Danske Hjalte Froholdt har fundet sin nye klub, og det bliver Arizona Cardinals.

Holdet fra ørkenstaten har selv bekræftet, at de har hentet Hjalte Froholdt ind på en toårig kontrakt, som eftersigende kan indbringe danskeren i omegnen af 32,2 millioner danske kroner, afhængigt af diverse præstationsbaserede klausuler.

Umiddelbart ligner det et drømmeskifte for Hjalte Froholdt, som i forvejen bor i Arizona med sin hustru og tæt på Cardinals’ faciliteter. På et sportsligt plan har Cardinals sukket efter forstærkninger til sin offensive linje, ligesom Froholdt har en fælles fortid – og dermed et indgående kendskab til – holdets nye offensive koordinator, Drew Petzing, der senest var ansat som quarterback-træner for Cleveland Browns.

Hjalte Froholdt blev oprindeligt draftet af New England Patriots i fjerde runde af 2019-draften. Han nåede knap to sæsoner for Bill Belichick, før han blev fritstillet og efterfølgende skiftede til Houston Texans. I den seneste sæson etablerede Hjalte Froholdt sig som en vigtig brik på Cleveland Browns’ offensive linje, hvor han medvirkede i ni kampe og startede seks af dem som enten guard eller center.

I den kommende sæson får Hjalte Froholdt fornøjelsen af at skulle beskytte Kyler Murray – når han bliver skadesfri – og bidrage til genopbygningen af Arizona Cardinals, der bare vandt fire kampe og sluttede næstsidst i NFC. Dertil producerede Cardinals bare 11. færrest yards og scorede 12. færrest point i NFL.

Bedømt på Cardinals’ aktuelle trup og offensive linjespillere virker det særdeles realistisk, at Hjalte Froholdt kan spille sig ind som startende center eller guard i den kommende sæson. I skrivende stund råder Cardinals over Will Hernandez på højre guard, mens de ikke har et oplagt alternativ til centerpositionen.

Gul Klud kommer til at følge Hjalte Froholdts skifte tæt, så I kan godt fortsætte med at holde jer opdateret på hjemmesiden.