SNF: Turnovers og kæmpe comeback!

0

Den sene søndagskamp mellem Houston Texans og Detroit Lions bød på et vildt drama, da C.J. Stroud og Jared Goff kastede syv interceptions tilsammen.

Detroit Lions måtte ud i lidt af en feberredning, da de vandt den ottende sejr i sæsonen og fastholdt førstepladsen i NFC. Dan Campbells tropper var bagud med 23-7 ved pausen, før forsvaret trådte i karakter efter pausen, og holdt C.J. Stroud scoringsløs.

Da Lions’ kicker Jake Bates ramte to lange field goals i slutningen af fjerde quarter, så kunne Dan Campbell hæve armene i triumf. Detroit Lions havde vundet en usandsynlig sejr på 26-23.

Omvendt kunne C.J. Stroud og DeMeco Ryans næsten ikke tro deres egne øjne. Texans havde formøblet en kæmpe føring og har nu tabt tre af de seneste fire kampe. Mandskabet fra Houston holder stadigvæk fast i førstepladsen i AFC South, men der er ugler i mosen i Houston.

Texans tværede ellers Lions ud i første halvleg

Det var ellers tydeligt, at værterne fra Houston ville råde bod på blamagen i niende spillerunde, hvor Texans tabte med 21-13 til New York Jets. Texans fik en fremragende start på opgøret, da scorede 23 point og førte komfortabelt ved pausen.

Særligt forsvaret var her, der og alle vegne, da de fremtvang tre interceptions fra Jared Goff i første halvleg. Goff havde ellers bare misset 10 kast i de seneste tre kampe.

C.J. Stroud virkede også til at have genfundet niveauet fra sin debutsæson, da han kastede to touchdowns og kontinuerligt førte Texans’ angreb ned ad banen. Det så vi ikke mindst, da Stroud fandt sin ellers upåagtede receiver John Metchie III i endzone. Som I kan se i klippet nedenfor, så holdt Metchie III stædigt fast i bolden, selvom han blev ramt af Terrion Arnold. Det var Metchies første touchdown i karrieren.

Dan Campbell transformerede Lions efter pausefløjtet

Det kunne tyde på, at Detroit Lions’ karismatiske cheftræner havde talt med store ord i omklædningsrummet under pausen. Lions kom i hvert fald flyvende ud til anden halvleg, da Carlton Davis III greb en interception på Texans’ allerførste offensive spil. Carlton Davis III spillede generelt en stor kamp, som han sluttede med fire tacklinger, to forsvarede kast og to interceptions.

Ben Johnson fik også bedre styr på Houston Texans’ forsvar, selvom Jared Goff fortsatte med at begå flere ukarakteristiske fejl. Goff sluttede opgøret med hele fem interceptions, mens han kastede 240 yards og to touchdowns.

Jared Goffs eneste touchdown i anden halvleg indtraf i begyndelsen af fjerde quarter, da han fandt sit favoritvåben Amon-Ra St. Brown på et ni-yard langt kast. Amon-Ra St. Brown greb seks bolde for 60 yards og det førnævnte touchdown. Det var syvende kamp i træk, at St. Brown scorede et touchdown.

Jake Bates afgjorde sagerne til sidst

Til sidst spillede de to holds kickers hver sin rolle, da kampen skulle afgøres. Først udlignede Detroit Lions’ kicker Jake Bates opgøret med et fantastisk 58-yard langt field goal, og så var Texans presset til at give svar på tiltale. Ka’imi Fairbairn kunne imidlertid ikke stå for presset, da han missede sit tilsvarende 58-yard lange field goal.

Det betød også, at Jake Bates kunne afgøre sagerne, da han sikrede Lions sin første føring i opgøret med et 52-yard langt field goal i de døende sekunder. Houston Texans scorede ikke et eneste point i anden halvleg, selvom forsvaret fremtvang to interceptions.

Læs også: Houston, we have a problem! Hvad er der galt med Texans’ angreb?