
Ærkerivalerne San Francisco 49ers og Dallas Cowboys lukkede søndagens bal med stil, da de tørnede sammen på Levi’s Stadium i Santa Clara.
San Francisco 49ers kom tilbage på sporet, da de afværgede et sent comeback-forsøg fra Dallas Cowboys, og vandt med 30-24. Gæsterne fra Dallas scorede ellers 14 point i fjerde quarter, men til syvende og sidst leverede 49ers’ forsvar et kampafgørende stop.
Forinden havde Brock Purdy spillet en fremragende kamp, da han ramte på 18 af 26 kast for 260 yards og et touchdown, mens han også løb for 56 yards og et touchdown.
Søndag fejrede NFL også den “nationale tight end-dag”, der er en tradition, som oprindeligt blev startet af San Francisco 49ers’ George Kittle. Den 31-årige tight end hyldede sin position med et brag af en præstation, da han greb seks bolde for 128 yards og et touchdown.
Dallas Cowboys’ frygtede angrebsduo Dak Prescott og CeeDee Lamb gjorde deres for at holde Cowboys inde i opgøret. Prescott ramte på 25 af 38 kast for 243 yards og to touchdowns, som begge blev grebet af Lamb. Den 31-årige quarterback kastede imidlertid også to interceptions, og vi skulle også vente til det fjerde quarter, før Cowboys’ angreb fandt sin rytme.
Med sejren kan San Francisco 49ers og Kyle Shanahan drage et lettelsens suk. 49ers har vundet fire af otte kampe og indtager andenpladsen i NFC West. Således går 49ers ind til sin friuge med en vis portion momentum i rygsækken.
Omvendt har Dallas Cowboys kniven for struben, da de bare har vundet tre af syv kampe og aktuelt befinder sig på tredjepladsen i NFC East. Samtidig vandt både Philadelphia Eagles og Washington Commanders sine respektive kampe i ottende spillerunde, hvilket er salt til Cowboys’ åbne sår.
Se også: Jayden Daniels slår Caleb Williams efter mirakuløs scoring