Pro Football Hall of Fame overvejer at optage hele 20 spillere i sin 2020-klasse. Traditionelt er blot otte spillere blevet optaget om året i den eksklusive klub.

NFL fejrer 100 års jubilæum i 2019 og vil sæsonen igennem fejre sin mangeårige historie. Pro Football Hall of Fames præsident David Baker udtalte til radioprogrammet ‘NFL Radio Sunday’ på SiriusXM, at Hall of Fame overvejer at udvide antallet af spillere, der optages, fra otte til 20 for at fejre jubilæumsåret.

– Det er et meget eksklusivt selskab at være en del af. Det er Hall of Fame, og ikke ‘Hall of very good’. Det skal være svært at blive medlem. Men der er en del spillere gennem årene [der har fortjent at blive hyldet, men som ikke er blevet det]. Der er adskillige spillere, der har været på ‘årtiets hold’, og som ikke er i Hall of Fame. Og vi føler, at vi har en mulighed [for at rette op på dette] med ligaens 100 års jubilæum. Derfor kan vi potentielt byde hele 20 spillere velkommen til Hall of Fame i 2020.

De 12 ekstra pladser vil blive fordelt mellem seniorspillere (spillere som afsluttede karrieren for minimum 25 år siden), trænere og contributors (personer der på anden vis har bidraget til sporten). Antallet af pladser til spillere, der afsluttede deres karriere for mindre end 25 år siden, vil fortsat være fem.

– Normalt vil vi optage otte. Så det er mange ekstra pladser. Men det vil være fem spillere fra den moderne æra, ti seniorspillere, tre contributors – fx Gil Brandt – og to trænere. Men jeg vil understrege, at det først skal stemmes i gennem til vores bestyrelsemøde fredag d. 2 august.