
Både en ung og en gammel debutant fik hovedroller, da Packers slog Bengals på Lambeau Field og Gul Klud var på plads på det legendariske stadion i Green Bay.
Det går hurtigt i NFL. Med tilføjelsen af Micah Parsons og to sejre i de første to kampe lå Packers’ højt på listen over Super Bowl-favoritter. Men så tabte de til Browns og spillede uafgjort på udebane mod Cowboys. Sidste runde sad de over og gik måske lidt i glemmebogen, men søndag sejrede de over Bengals i det der vel var en must win-kamp og er nu 3-1-1. Og er – i hvert fald ifølge de fans og lokale iagttagere Gul Klud fangede – tilbage på Super Bowl-sporet.

2500 kroner for en billet, men ingen Burrow
Som altid var Lambeau Field pakket til sidste plads. Sæsonkort-holderne sidder tæt på de over 80.000 siddepladser og det betyder at jo, det er muligt at få en billet til en kamp. Men det er dyrt. Til kampen her mod Bengals lå de billigste af de få billetter der var på 2500 danske kroner.
Kampen var også en af de mest imødesete i sæsonen, da Bengals’ oprindeligt startende quarterback jo hedder Joe Burrow. Inden sæsonen en MVP-favorit og med ham på holdet vandt Bengals’ også deres første to kampe. Men Burrow fik en skade i sin tå og siden har holdet kun tabt kampe med Jake Browning som angrebsleder. Det fik Bengals til noget overraskende at hente den tidligere Super Bowl-vinder Joe Flacco i løbet af ugen i Cleveland. Ham vender vi tilbage til.
Super Bowl-optimisme
På vej nord mod Green Bay fra Milwaukee inden kampstart (ja denne Glud Klud-skribent bor der, da hotelpriserne i Green Bay også er høje i en hjemmekamp-weekend) gjaldede optimismen ud af bilhøjtalerne fra den lokale Packers radiostation. Den tidligere Packer-fullback John Kuhn mente nu, at løbespillet godt kunne blive bedre, men tonen var i overvejende grad positiv. Eagles startede jo også svingende sidste år og var 2-2 efter fire kampe. Og endte som bekendt med at vinde Super Bowl.

Packers har nu også et godt hold – det yngste i NFL. På første drive mod Bengals fik Jordan Love godt gang i angrebet, men det hele endte i en interception. Packers forsvar fik dog hurtigt lukket ned for Bengals’ angreb og quarterback Joe Flacco. De burde også kende ham godt for de spillede som tidligere nævnt mod ham for bare tre uger siden. Dengang var Flacco Browns-spiller og højst overraskende lykkedes det faktisk Cleveland at vende et truende 10-0 nederlag til en sejr på 13-10.
Flacco kunne således blive den bare anden quarterback i historien til at slå det samme hold to gange i sæsonen. Men altså i to forskellige spilledragter. Det er ikke sket siden Jack Kemp gjorde det mod New York Titans i 1962, som han både slog som Chargers og Bills-spiller i samme sæson. Men det skete altså ikke søndag for Flacco.
”I don’t know his name”
I stedet løb den anden debutant med sejren. Nemlig Packers-kicker Lucas Havrisik. Han var hevet ind fra det upåagtede UFL til kampen, da Packers’ faste kicker Brandon McManus var skadet. Det var gået så hurtigt, at runningback Josh Jacobs i det efterfølgende locker room-interview ikke kunne huske, hvad han hed. Men han synes nu, han var en god kicker.
Og det var da også Lucas Havrisik, der bragte Packers’ foran 3-0 på et kick i andet quarter. Inden Love for alvor fik gang i angrebet og først fandt rookie Matthew Golden (der havde sin bedste kamp i NFL til dato) for 35 yards. Efterfølgende kastede Love til Jacobs for 29 yards. Og selv samme Jacobs kunne til sidste løbe bolden ind for touchdown. Sikkert til glæde for førnævnte John Kuhn, for Jacobs havde en god eftermiddag på Lambeau Field med 93 rushing yards og to touchdowns.
Flacco fandt Chase, men for sent
Packers gik således til pause med en 10-0-føring. Men i anden halvleg kom Bengals og Flacco bedre med. Han har jo også både stjernereceiverne Higgins og Chase at kaste til. Og da Flacco fandt sidstnævnte med 3:22 igen i fjerde quarter for et touchdown var der lidt spænding om resultatet. Stillingen var på det tidspunkt 18-24 i Packers’ favør. Men Love kørte stille og roligt debutant Havrisik i stilling. Blandt andet med endnu et flot kast til Matthew Golden for 31 yards, da det brændte lidt på. Og Havrisik sikrede sejren med et 39 yard field goal.
Joe Flacco endte kampen på 29 ud af 45 for 219 yards, to touchdowns og en rating på 90.9.
Jordan Love ramte på 19 ud af sine 26 kast for 259 yards og kunne fejre det hele med en rating på 101,3.
Og Packers-fansene kunne fejre sejren uden for stadion efterfølgende. Stadig med håbet og troen på, at det er i år, de vinder endnu en Super Bowl.









