Han har ikke trænet med hele ugen, men nu er det ganske sikkert og vist: Aaron Rodgers stiller til start i aften mod Minnesota Vikings.

Packers altoverskyggende superstjerne blev knæskadet i kampen mod Chicago Bears sidste søndag, og måtte forlade banen i første halvleg. Han kom dog tilbage og leverede århundredes største comeback for sit hold, der var bagud med 17 point i 4. quarter.

Efter det magiske comeback har der dog været tvivl, om Aaron Rodgers ville blive klar til dagens kamp mod Minnesota Vikings, og han har ikke trænet med hele ugen.

Lørdag var han endelig tilbage på træningsbanen og på trods af et hævet knæ imponerede han, ifølge NFL-reporter Tom Pellissero, sine holdkammerater. What else is new…

Søndag aften kl. 19 stiller han så til start til den vigtige kamp mod divisionsrivalen fra Minnesota. Vinderen indtager førstepladsen i NFC North alene. Du kan se kampen på TV3 Sport eller gratis via NFL GamePass.

Førstereceiver også klar
Ud over Aaron Rodgers er der også andet godt nyt til Packers-fans. Rodgers kan glæde sig over at have sit favoritvåben til rådighed. Wide receiver Davante Adams er nemlig klar til kamp, selvom en skulderskade har forhindret ham i at træne med på fuld kapacitet den seneste uge.