Carolina Panthers’ klubikon Thomas Davis er blevet informeret om, at holdet ikke har tænkt sig at bringe ham tilbage næste sæson. Den 35-årige linebacker har dog tænkt sig at fortsætte karrieren

En fanfavorit og klublegende takker af i Carolina.

Linebacker Thomas Davis kommer ikke tilbage til Panthers i 2019-sæsonen. Det har klubbens ledelse meddelt Davis, der offentliggjorde nyheden med en følelsesladet farvelvideo på sin Twitter-profil.

Karrieren fortsætter

Thomas Davis slår i videoen fast, at han gerne vil fortsætte sin NFL-karriere, selv hvis det ikke bliver hos Carolina.

– Panthers fans, i skal vide, at jeg aldrig havde forestillet mig at skulle spille i en anden uniform. Selv i dag har jeg ikke lyst til at gøre det. Men jeg vil fortsat gerne spille football.

Davis kunne være en fin tilføjelse til et hold, der har brug for noget dybde, lederskab og erfaring på linebacker-positionen. Han startede 12 kampe for Panthers i denne sæson, spillede 65% af holdets defensive snaps og lavede 79 tacklinger. Analysesiden Pro Football Focus har rangeret Davis som 2018-sæsonens 15. bedste linebacker.

En klublegende og hård hund

Thomas blev valgt af Carolina Panthers i første runde af 2005-draften. Han har siden stået for over 1000 tacklinger, 28 sacks og 52 battede bolde. Panthers-fans husker ham dog bedst for det lederskab og den hårdhed, han bragte til Carolinas forsvar. Davis overrev sit korsbånd tre år i træk hos Panthers (2009-2011), men han kæmpede sig alligevel tilbage og spillede efterfølgende noget af sin bedste football. Han blev valgt til Pro Bowl tre gange fra 2015 til 2017 og fik en plads på All Pro-holdet i 2015. Mindst lige så imponerende var det, at han spillede i Super Bowl 50, efter han brækkede armen i NFC-finalen, blot to uger tidligere.

Når Thomas Davis endelig lægger skoene på hylden, vil han pensionere sig selv som en af de bedste spillere i Panthers’ historie. Selv hvis karrieren slutter hos et andet hold.