Et rigtig dårligt år fortsætter for kicker Blair Walsh, da Minnesota Vikings nu har fyret ham.

Fyringen kommer som kulminationen på et dårligt kalenderår for Walsh, der i årets 10 kampe har misset mindst ét spark i hele 6 af kampene. En af disse brændte spark, var et ekstra point i søndagens nederlag på Washington Redskins, noget der altså har været dråben der fik bægeret til at flyde over.

Det dårlige år startede med slutspilsnederlaget til Seattle Seahawks, hvor Walsh havde muligheden for at sende Vikings videre, men brændte et kort 27-yard field goal med 22 sekunder tilbage af den kamp.

Dén brændte mulighed virker til at have sat sig i hovedet på Walsh, som i år har været et af NFL’s dårligste kickere. Han har således brændt hele 4 ekstra point, dårligst i ligaen, og også brændt 4 field goal forsøg.

Walsh, der er i sit 5. år i ligaen, startede ellers karrieren ud som lyn og torden. Det første år ramte han 35 af 38 field goal forsøg samt alle 36 ekstra point. Han blev derfor, i sit rookieår, valgt til Pro Bowl og han blev også stemt som ’All-Pro’ – en stor hæder til en rookie-kicker. Men derfra er det gået ned af bakke for Walsh, der er i de efterfølgende 4 sæsoner har brændt helholdsvis 5, 9, 9 og 8 spark.

Vikings har allerede hentet en ny kicker ind. Det bliver Kai Forbath, der senest har spillet for New Orleans Saints. Forbath var blandt de 6 kickere, Vikings havde inde til en prøvetræning i sidste uge, men dengang valgte de at holde fast i Walsh.