Rundt omkring i NFL er fyringsrunderne så småt i gang, holdene skal trimmes inden sæsonstart, hvilket betyder kendte navne får kedelige beskeder.

Det store NFL-comeback for Tim Tebow blev et kort et af slagsen, spilleren er nemlig fortid i Jacksonville inden sæsonen starter. Den tidligere Broncos og Florida-quarterback blev hentet til klubben i maj måned.

Kontrakten lød dengang på blot et år til en løn på under en million dollars, men det var en livline til en spiller, der havde været ude af ligaen siden 2015.

ESPNs Adam Schefter kunne på Twitter fortælle om endestationen.

Jaguars’ nye træner, et andet collegefænomen, nemlig Urban Meyer, er kendt som stor beundrer af Tebow og derfor var han manden, der gav ham chancen for at vise sit værd i NFL. Tiden væk fra NFL gjorde, at quarterbacken accepterede at spille tight end, noget mange trænere havde forsøgt at få ham til efter han blev draftet i første runde i 2010.

Tebow var aldrig nogen god quarterback i NFL, men han formåede alligevel at være med til at levere flere mirakler i sin rookiesæson. Efterfølgende var succesen minimal og nu ser det endegyldigt ud til at være slut.

Efter NFL-karrieren så ud til at have nået vejs ende i 2015 prøvede en af college footballs største stjerner gennem de seneste årtier kræfter med baseball, hvor han havde flere sæsoner for New York Mets’ hold i lavere divisioner. Tebow er også ansat som collegefootball-ekspert for ESPN.