Fem fyringstruede trænere 

0

Mike McCarthy, Dallas Cowboys

Situationen i Dallas adskiller sig en smule fra de andre fyringstruede trænere, da Mike McCarthy har kontraktudløb med Cowboys til foråret. Således skal Jerry Jones træffe et aktivt valg om, hvorvidt han vil forlænge samarbejdet med den tidligere Super Bowl-vindende træner eller ej.

Set ude fra, så er der en del argumenter, som taler for, at Jerry Jones bør stoppe samarbejdet. McCarthy har snart stået i spidsen for Cowboys i fem sæsoner, og han har endnu til gode at indfri de kolossale forventninger, som Jerry Jones har til sit mandskab. 

Verdens mest værdifulde sportsfranchise har ikke vundet en Super Bowl-titel, eller sågar spillet sig i en konferencefinale, siden 1995. Under Mike McCarthy har Cowboys vundet 49 af 83 grundspilskampe, men de har bare vundet én af fire slutspilskampe. 

I år misser Dallas Cowboys slutspillet, hvilket selvfølgelig kan bortforklares med de mange skader, som har hæmmet holdet. Ikke desto mindre taler de mangelfulde resultater i slutspillet sit tydelige sprog, og Jerry Jones er efterhånden fyldt 82 år. Hvis han skal føre Cowboys til nye triumfer, så bliver han formentlig nødt til at skifte kurs. 

Doug Pederson, Jacksonville Jaguars 

Jacksonville Jaguars’ ejer Shad Khan udtalte inden 2024-sæsonen, at den nuværende spillertrup er den stærkeste, som han nogensinde har sammensat. Hvis vi skal tage hans ord for gode varer, så bør trænersædet være glohedt under Doug Pederson efter en skuffende 2024-sæson. 

Efter 16 kampe har Jaguars bare vundet fire opgør, og de kommer til at slutte blandt bundskraberne i AFC. Det virker også til, at Jaguars er stagneret under Pederson. I den seneste sæson så vi, at fundamentet er rystende usikkert, da Jaguars tabte fem af de sidste seks kampe og missede slutspillet. 

Elendighederne er fortsat i 2024-sæsonen, hvor holdets frelser Trevor Lawrence underpræsterede helt vildt, før han pådrog sig en sæsonafsluttende skulderskade og hjernerystelse. Summa summarum: Doug Pederson ligner en færdig mand i Jacksonville. 

Næste side: To slukkede solstrålehistorier