Fredag aften amerikansk tid kom en af off-seasons hidtil største overraskelser, da Kansas City Chiefs fyrede sin førstereceiver.

Når man kigger ned over den lange liste af free agent-receivere, er det primært aldrende spillere, der er genkendelige, men i aftes blev et stærkt navn tilføjet, da Kansas City Chiefs tog afsked med 29-årige Jeremy Maclin.
Den overraskende fyreseddel kommer kun to uger efter, at head coach Andy Reid deltog i Maclins bryllup.
I 2016 greb Maclin 44 bolde, hvilket er færrest i karrieren, og den nu tidligere Chiefs- og Eaglesreceiver nåede kun op på 536 yards. Med til den historie hører dog, at Maclin døjede med lyskeproblemer i det meste af sæsonen.
Så god ud – men lønnen var for høj
Ifølge Terez A. Paylor fra The Kansas City Star var Maclin godt spillende i holdets hidtidige træningspas, og lønloftseksperten Joel Corry har da også efterfølgende indikeret, at holdets lønloftssituation er den primære årsag til fyringen.
“Chiefs var, inden fyringen af Maclin, det hold i ligaen, der havde bundet flest penge i forhold til lønloftet i 2018, og selv med denne fyring er de nødt til at gøre mere næste år. Deres lønloftssituation er ikke god”, sagde Corry til The Kansas City Star.
Fyringen af Maclin kom 1. juni, og derfor tæller den som en såkaldt ‘Juni-eller-senere-fyring’, der tillader, at halvdelen af Maclins døde penge flyttes til 2018. Hvis Maclin var fyret inden 1. juni ville Kansas City nu have 6,7 millioner dollars under lønloftet, hvor de nu istedet har 11,6 millioner dollars at gøre med.
De tilbageværende receivere i Kansas City er Tyreek Hill, Chris Conley, Albert Wilson, DeMarcus Robinson, De’Anthony Thomas og rookien Jehu Cheeson, der blev valgt i fjerde runde af årets draft.