Anthony Lynn er færdig som cheftræner for Los Angeles Chargers. Klubben har fyret ham efter fire sæsoner.

Los Angeles Chargers har smidt cheftræner Anthony Lynn på porten efter endnu en skuffende sæson.

Fire sæsoner fik Lynn som chefen på sidelinjen for Chargers. I 2018 førte han holdet i slutspillet med en record på 12-4, men de seneste to år har været store skuffelser for AFC West-mandskabet, og selv fire sejre til at slutte denne sæson var ikke nok til at redde Lynns job.

Læs også: Jaguars fyrer Doug Marrone

“Her til morgen informerede jeg Anthony Lynn om, at vi har besluttet at skille vores veje med ham som vores cheftræner. Der er ingen person i denne her liga mere respekteret som menneske end Anthony, og jeg ønsker at udtrykke min dybeste taknemmelighed for hans lederskab under en periode med store forandringer for vores organisation,” siger Chargers-ejer Dean Spanos i en pressemeddelelse.

Chargers har de sidste par sæsoner været hårdt ramt af skader, hvilket kan undskylde, at Anthony Lynn ikke har formået at få mere ud af holdet. Men samtidig har det været tydeligt, at den nu forhenværende cheftræner har store mangler på vigtige områder som play calling, situational football og ikke mindst clock management.

Jobbet som den nye cheftræner for Los Angeles Chargers bør være særdeles eftertragtet, da klubben har en masse talentfulde spillere og ikke mindst en fremragende ung quarterback i Justin Herbert.