Arizona Cardinals har overraskende valgt at fritstille pass rush-veteranen Terrell Suggs

Det bugner ikke af talent på Arizona Cardinals forsvar, men alligevel har holdet valgt at skille sig af med et velkendt navn. Den 37-årige pass rusher Terrell Suggs får ikke lov til at slutte sæsonen for Cardinals, der lørdag har fyret spilleren.

Suggs vil mandag indgå i NFL’s waiver-system, hvor andre hold får mulighed for at overtage hans kontrakt. Suggs vil ‘blot’ koste 353.000 dollars i løn i sæsonens sidste to kampe. Holdet med den dårligste placering har fortrinsret, og vælger dette hold ikke at hente Suggs, går turen videre til det næstdårligste hold og så fremdeles.

Suggs kunne være en spændende tilføjelse til et slutspilshold og har med 5,5 sacks i 13 kampe vist, at han stadig har en smule tilbage i tanken. Hans største force vil dog nok være hans lederskabsevner og store erfaring.

Om Suggs ender hos et nyt hold afhænger dog af, om han overhovedet har lyst til at fortsætte karrieren. Der har været snak om, at den aldrende forsvarsspiller overvejer at smider støvlerne på hylden.

Hvis Suggs går på pension, vil han ende karrieren med 138 sacks og otte Pro Bowl-udtagelser siden han i 2003-draften blev valgt med det tiende valg.