Buffalo Bills har valgt at fritstille wide receiver Kelvin Benjamin, som slutter sin Bills-karriere med blot 571 yards i 18 kampe

Benjamin blev i sin tid draftet i første runde af 2014-draften af Carolina Panthers, hvor han statistisk havde to solide sæsoner (plus det løse). I 40 kampe blev det til 2.424 yards og 18 touchdowns, men også en god sjat tabte bolde, forkerte ruter og andre dumheder. Derfor valgte man midt i 2016-sæsonen at trade ham til Buffalo, der betalte et tredjerundevalg og et syvenderundevalg for Benjamin, hvem de håbede kunne blive holdets nye første receiver.

Sådan er det dog ikke gået. Benjamin har været for langsom, for tung og for dårlig til at vinde 50/50-bolde, noget han med sine 195 cm ellers burde være god til. Selvom Bills ikke er tungt besat på receiver-positionen, har man altså valgt at fritstille Benjamin.

Det bliver nu spændende at se, hvor længe receiveren forbliver arbejdsløs. Selvom han har været ineffektiv de sidste par sæsoner, er der uden tvivl en offensiv træner eller to, der kigger på hans draftmærkat og hans statistikker fra Carolina, og tænker at de kan hive lidt produktion ud af ham. For Benjamins skyld må man håbe, at de har ret.