Den efterhånden ret så berejste runningback Carlos Hyde har fået ny arbejdsgiver.

Seattle Seahawks har skrevet kontrakt med den 29-årige runningback, der dermed skal spille for sin sjette NFL-klub i karrieren.

Aftalen gælder kun for 2020-sæsonen og betaler Carlos Hyde op til 4 millioner dollars. Hvad der ligger i formuleringen “op til” er ikke nærmere uddybet, lige som detaljerne vedrørende signing bonus og garanterede penge heller ikke har set dagens lys.

Seattle var på udkig efter en ekstra runningback, og mens både Devonta Freeman var rygtet tilbage til klubben og et comeback til Marshawn Lynch var luftet, så faldt valget altså på Hyde, der begyndte karrieren hos rivalerne fra San Francisco 49ers.

Seahawks gik ud af 2019-sæsonen med en overflod af skader på skader, hvor Rashaad Penny, Chris Carson og C.J. Prosise alle måtte se til fra sidelinjen. Nu kommer Hyde ind, der ikke har vist sig speciel holdbar i sine seks sæsoner i ligaen, omend han sidste år havde en fin sæson.

Han skiftede Hyde kort før sæsonstarten til Houston Texans og blev klubbens arbejdshest. Han satte personlige rekorder for antal løb (245), løbe-yards (1070) og antal first down løb (55).

Han blev valgt af 49ers i anden runde af 2014-draften, og spillede sine fire første skadesplagede sæsoner for 49ers. Han røg videre til Cleveland Browns i 2018, men blev tradet til Jaguars halvvejs gennem sæsonen. Sidste år skiftede han til Kansas City Chiefs, men nåede aldrig at spille for de senere Super Bowl mestre, inden de tradede ham til Texans.

Kontrakten med Seahawks er kun på ét år, så måske skifter han til sin syvende klub i 2021.