Gennem hele Free Agency vil vi løbende vurdere de indgåede aftaler, og give dem karakterer fra -3 til 12.

OBS: Senest opdateret lørdag klokken 10.30, og der vil ikke blive opdateret mere.

Er I klar til det kaos, der kaldes free agency?

Det begynder officielt onsdag den 18. marts, men allerede fra mandag den 16. marts må holdene forhandle med spillere, og de forestående klubskifter kommer allerede frem her. Gul Klud-skribenter Teis Joranger, Victor Risager Espenhain, Alexander Paaske & Dennis Cordsen vil i denne artikel forsøge at give en karakter til de nævneværdige handler, så hurtigt tiden tillader det.

De 10 nyeste karaktergivninger findes øverst. Derunder er spillerne sorteret efter karakterer. Tryk ‘ctrl+f’ for at søge efter en specifik spiller eller et specifikt hold. Nogle spillere mangler i karaktergennemgangen, da deres kontraktdetaljer ikke er blevet afsløret.

Husk, at du kan komme med dine egne kommentarer i kommentarsporet nederst i artiklen.

De 10 nyeste

Emmanuel Sanders, WR, New Orleans Saints
Karakter: 10
Saints har haft desperat brug for en receiver til at komplementere Michael Thomas, og de får de nu i Emmanuel Sanders. Sanders viste i 2019, at han stadig kan være en profil i NFL, og han vil være en klar forstærkning til Saints’ receiverkorps. Kontrakten er heller ikke helt gal, selvom han efterhånden er 32 år.

Melvin Gordon, RB, Denver Broncos
Karakter: 00
Der er efterhånden mange eksmepler på, at det ikke giver mening at betale en runningback (læs), men hold bliver alligevel ved med at gøre det. Gordons kontrakt er godt nok kun en toårig, men størstedelen er garanteret. For min smag er otte millioner om året for meget at give til en runningback, og Gordon var heller ikke ligefrem imponerende i 2019. Når de så også har Philip Lindsay og Royce Freeman, giver det mindre mening. Det er en ommer, Broncos…

Eric Ebron, TE, Pittsburgh Steelers
Karakter: 02

Eric Ebron kan sagtens bidrage i Pittsburgh, men Steelers har ikke meget økonomisk fleksibilitet, og de har lige valgt at holde på Vance McDonald? Hvorfor henter de så også Eric Ebron? Når de er i den økonomiske situation, de er i, giver det ikke meget mening at bruge mere end 10 millioner dollar på to tight ends. Når det er sagt, kan Ebron som sagt blive en fin spiller for Pittsburgh.

Todd Gurley, RB, Atlanta Falcons
Karakter: 12

Todd Gurley har før vist, at han kan være en af ligaens allerbedste runningbacks, og Falcons håber, at han kan genfinde den form. En etårig kontrakt til fem millioner dollar er super fint, og det er en såkaldt “low risk, high reward”-handel. Hvis Gurley ikke er rask, er det ikke synderligt dyrt for Falcons, og hvis han er rask, kan det blive en enorm gevinst.

Stefen Wisniewski, OG, Pittsburgh Steelers
Karakter: 10
En solid handel fra Pittsburgh, der får en erfaren og bundsolid guard, og hvis Chukwuma Okorafor ikke er klar til at starte for Steelers, vil Stefen Wisniewski få en starterplads. Steelers bliver hans femte klub i NFL, men den 30-årige guard har været en stabil og god spiller alle steder, han har været. Det bliver han garanteret også i Pittsburgh.

Adrian Phillips, S, New England Patriots
Karakter: 10
I de seneste år har Adrian Phillips har adskillige roller på Chargers’ forsvar, og han er en fin rollespiller, som har spillet safety og linebacker. I New England skal han erstatte alsidige Duron Harmon, og her er Phillips næsten den perfekte afløser. Han er desuden en dygtig special teamer, som Bill Belichick vil være glad for. Der er dog stadig en hulens masse huller på holdkortet, som Belichick og co. skal have lukket.

Ha Ha Clinton-Dix
Karakter: 7

Clinton-Dix kan sagtens starte i NFL, men han er ikke andet end en middelmådig starter, der har sine problemer. I Dallas er en middelmådig safety dog tiltrængt, og at de kun giver ham en etårig til fire millioner dollar er også det rigtige prisleje. Det er en fornuftig handel, hvor Cowboys har sikret sig en starter til billige penge.

De’Vondre Campbell
Karakter: 4
Cardinals har haft brug for hjælp på forsvaret, og De’Vondre Campbell giver dem en alsidig linebacker, der kan udfylde flere roller på forsvaret. Han er ikke en stjerne, men han kan give Cardinals noget stabilitet på linebacker sammen med dygtige Jordan Hicks. En etårig kontrakt er også fint for Cardinals, mens Campbell får muligheden for at bevise sig udenfor Atlanta.

Karl Joseph, S, Cleveland Browns
Karakter: 7

Karl Joseph blev aldrig en succes hos Oakland Raiders, men han har vist glimt af sit talent som en strong safety i nærheden af line of scrimmage. Browns har desperat brug for hjælp på safety, og det giver god mening, at de tager en chance på Karl Joseph, der får et år til at bevise sig.

Mackensie Alexander, CB, Cincinnati Bengals
Karakter: 10

Jeg kan godt lide denne handel. Mackensie Alexander er en dygtig slotcornerback og skal erstatte Darqueze Denard, der er taget til Jacksonville Jaguars. En etårig kontrakt til fire millioner dollar er også billigt for en spiller som 26-årige Mackensie Alexander.

Arkivet

De fremragende handler: 12

Darius Slay, CB, fra Detroit Lions til Philadelphia Eagles
Lions’ karakter: 02
Eagles’ karakter: 12

Der har været rygter om det længe, og nu er Darius Slay altså officielt fortid i Detroit. Lions ville efter sigende ikke give ham en ny kontrakt, mens Slay også har ønsket at komme væk. I forhold til den sidstnævnte pointe er det forståeligt, at Lions sender ham væk, men det er aldrig godt at slippe en af ligaens bedste cornerbacks.

Eagles får ham til gengæld for kun et tredje- og et femterundevalg. Det er sindssygt god værdi. Eagles har også virkelig manglet en dygtig cornerback, og det får de nu. Slay bliver straks Eagles’ bedste cornerback, og han skal være med til at stoppe blandt andre Amari Cooper i NFC East.

Jurrell Casey, DT, fra Tennessee Titans til Denver Broncos (trade)
Titans’ karakter: 4
Broncos’ karakter: 12

Det er en økonomisk beslutning fra Titans’ side, da Jurrell Casey står til at tjene 38 millioner dollar over de næste tre år. De har også en umiddelbar afløser i form af sidste års førsterundevalg, Jeffery Simmons. Han kunne stadig have bidraget, men det er slet ikke en katastrofe at sige farvel til Casey og Caseys løn, selvom et syvenderundevalg ikke var meget.

Broncos får til gengæld den defensive linjemand, de har jagtet, og Casey er bedre end mange af dem, der var tilbage på markedet. At de kun skulle give et syvenderundevalg er samtidig også meget positivt. Og selvom Casey er dyr, er hans løn ikke garanteret i de kommende år, hvorfor Broncos kan fyre ham kvit og frit, når de vil.

Tom Brady, QB, Tampa Bay Buccaneers
Karakter: 12
Tom Brady fylder 43 år, før sæsonen går i gang, og det er uhørt, at han stadig spiller. Den legendariske quarterback skal for første gang spille for et andet hold end New England Patriots, og jeg er vild med handlen fra Buccaneers’ side. De har ikke været i slutspillet, siden George W. Bush var præsident, og det skal Tom Brady, Bruce Arians og kompagni ændre på nu. Desuden får Tom Brady en håndfuld forrygende kastemål i Chris Godwin og Mike Evans.

Bryan Bulaga, OT, Los Angeles Chargers
Karakter: 12

Hold. Nu. Kæft. En. Klassehandel. Kun 30 millioner over tre år for Bryan Bulaga? Chargers får virkelig gjort noget ved deres offensive linje ved at hente Bulaga, mens de også tidligere hentede den dygtige guard Trai Turner. Begge har et stort potentiale, og de har næsten ikke måttet give noget for at få fingrene i dem. At Bulaga får samme årsløn som Ereck Flowers hos Dolphins og George Fant hos Jets er næsten absurd.

Philip Rivers, QB, Indianapolis Colts
Karakter: 12

Ja, Philip Rivers’ bedste år er formentlig bag ham. Men han giver dem unægteligt en bedre chance for at vinde i 2020, end hvis Jacoby Brissett skulle være deres quarterback. Rivers kommer ovenpå en dårlig sæson med Chargers, men får bedre beskyttelse i Indianapolis, hvor han også bliver parret med en bedre trænerstab. De kan blive et rigtig giftigt hold i AFC i 2020 – men de mangler stadig at finde fremtidens quarterback.

Cory Littleton, LB, Las Vegas Raiders
Karakter: 12

Jeg er vild med denne signing. Cory Littleton er en rigtig dygtig linebacker og – sammen med den anden linebacker-signing Nick Kwiatkoski – vil han være en markant forbedring af Raiders’ linebackerkorps. Mens Littleton ikke er den stærkeste imod løbet, er han hurtig og dygtig i opdækningen, og i NFL anno 2020 er det en af de vigtigste egenskaber for en linebacker. Littleton får også blot 12 millioner dollar om året, og det er mindre, end mange havde regnet med. Alt i alt en rigtig flot handel.

Byron Jones, CB, Miami Dolphins
Karakter: 12

Dolphins snupper free agencys bedste forsvarsspiller ved at hente Byron Jones, og selvom det er en stor femårig kontrakt til 82,5 millioner dollar, er Jones alle pengene værd. Han er en af NFL’s bedste cornerbacks og en tandem med ham og Xavien Howard er for alvor giftig. En aldeles fremragende handel af Dolphins.

Jack Conklin, OT, Cleveland Browns
Karakter: 12
Browns’ offensive linje var ringe i 2019, men det skal den her handel nok hjælpe med. Conklin var den bedste offensive tackle i free agency i år, og Browns har fået ham til en årsløn på blot 14 millioner dollar. Det er en direkte forstærkning af en offensiv linje, der desperat havde brug for hjælp, og prisen er mere end fin. Det er en tophandel.

DeAndre Hopkins, WR, fra Houston Texans til Arizona Cardinals (trade)
Karakter: 12
Hænger sammen med David Johnsons trade til Houston Texans.
Arizona skulle af med et andenrundevalg i 2020, et fjerderundevalg i 2021, og David Johnson – som var for dyr og de alligevel overveje fyre – for at få fingrene i DeAndre Hopkins? Det gør man 100 gange ud af 100 gange. Det er en helt utrolig god handel for Cardinals. Kliff Kingsbury og kompagni har decideret svindlet Bill O’Brien og kompagni. Absurd handel.

Brian Poole, CB, New York Jets
Karakter: 12
Brian Poole var en forrygende slotcornerback for Jets i 2019, og de har hentet ham tilbage på en etårig kontrakt til kun fem millioner dollar. Det er et steal, og hvis han leverer endnu en god sæson, venter en stor kontrakt formentlig i 2021.

Calais Campbell, DL, fra Jacksonville Jaguars til Baltimore Ravens (trade)
Jaguars’ karakter: 4
Ravens’ karakter: 12

Jaguars mister en rigtig dygtig spiller, og de får kun et femterundevalg i bytte. Det giver sjældent en god karakter, men det virker, som om at planen i Jacksonville er at rive det hele ned, og så giver det fin mening at sende alt og alle væk for draftvalg. Det er derfor heller ikke en decideret dårlig handel af Jaguars.

Det er til gengæld en fremragende handel for Ravens. De har ikke mange gode defensive linjemænd, og Calais Campbell kan blive en kæmpe gevinst for det forsvar. Selvom han er 33 år, er han stadig en dygtig spiller, som bestemt vil bidrage i 2020.

Trai Turner, OG, fra Carolina Panthers til Los Angeles Chargers (trade)
Karakter: 12

At Los Angeles Chargers fik fingrene i Trai Turner i bytte form Russell Okung virker som tyveri. Turner er 26 år, har været i de forgange fem Pro Bowls og er en dygtig guard med to år tilbage af sin kontrakt. Han vil med det samme forstærke det inderste af Chargers’ offensive linje – noget, der har været stærkt brug for. Det var en no-brainer fra Chargers’ side.

De rigtig gode handler: 10

Michael Pierce, DT, Minnesota Vikings
Karakter: 10

Michael Pierce er rigtig god til det, han gør, og det er at stoppe løbet. Han skal erstatte Linval Joseph i det henseende, og det kan i sidste ende vise sig at være en opgradering for Vikings – og så er Pierce også billigere og yngre. Pierce er 27 år og har altså en håndfuld gode år i sig. Han kommer ikke til at spille hver down, men han vil være en gevinst for Vikings’ forsvar.

Chris Harris, CB, Los Angeles Chargers
Karakter: 10
Endnu en defensiv forstærkning til Chargers, og endnu en rigtig god handel af Los Angeles-klubben. Chris Harris er stadig en rigtig dygtig cornerback og var en af årets bedste free agent-cornerbacks. Chargers får ham på en toårig aftale til 10 millioner om året, og det er en rigtig fin pris. Harris bliver en del af en i forvejen talentfuld secondary, der også tæller Derwin James, Casey Hayward og Desmond King.

Linval Joseph, DT, Los Angeles Chargers
Karakter
: 10
Chargers har manglet en defensive tackle i mange år, og nu får de en erfaren og dygtig en af slagsen i form af Linval Joseph. Han er blevet 31 år, men i 2019 lignede han en, der stadig har noget tilbage i tanken, og Chargers får en dygtig nose tackle, der især er forrygende imod løbet.

Dante Fowler, EDGE, Atlanta Falcons
Karakter: 10

Dante Fowler havde karrierens bedste sæson i 2019, hvor han blandt andet leverede 11,5 sacks. I Atlanta har de desperat brug for pass rush-hjælp, og det får de med Dante Fowler, der også kun er 25 år gammel. En treårig aftale til 48 millioner dollar er også passende for en spiller på Fowlers niveau.

Vernon Butler og Quinton Jefferson, DL, Buffalo Bills
Karakter: 10

Jeg slår lige de to spillere sammen, da de begge er defensive linjemænd og ikke er de store stjerner. Det er to solide spillere, og de vil hjælpe på dybden på Bills’ defensive linje. Begge spillere havde deres hidtil bedste sæsoner i 2019, og hvis de fortsætter på den måde, bliver de vigtige i Buffalo. Cheftræner Sean McDermott har det også med at få meget ud af sine forsvarsspillere.

D.J. Reader, DT, Cincinnati Bengals
Karakter: 10

53 millioner dollar over fire år er mange penge, men D.J. Reader er pengene værd. Han er måske ikke den mest kendte spiller, men han er en stor og stærk nose tackle, der også har vist, at han kan pass rushe – og så er han stadig kun 25 år. Reader og Geno Atkins kan blive en ond duo på defensive tackle.

Joe Schobert, LB, Jacksonville Jaguars
Karakter: 10

Joe Schobert er en virkelig dygtig linebacker, og han skal nok danne en skræmmende linebackerduo med Myles Jack i Jacksonville. Schobert har sine forcer i opdækningen og som blitzer, mens han er mindre god mod løbet. Det er dog en rigtig flot signing og især, at de kunne få ham for cirka 10 millioner dollar om året. Handlen strider dog lidt imod nogle andre af Jaguars’ handler. Deres andre handler har indikeret, at de vil genopbygge holdet, men denne handel tyder ikke på det. Uanset hvad er det en god spiler, Jaguars har sikret sig på en fin kontrakt.

Gerald McCoy, DT, Dallas Cowboys
Karakter: 10

Dallas har mistet Maliek Collins og Robert Quinn, så der var brug for lidt hjælp til den defensive linje, og det kommer i form af Gerald McCoy. Han er stadig en fin spiller, selvom han er blevet 32 år og ikke er på fordums niveau. Der har været forlydender om en årsløn på ca. syv millioner dollar, og det er et rigtig fint prisleje.

Teddy Bridgewater, QB, Carolina Panthers
Karakter: 10

Spændende! Efter et par år som backup skal Teddy Bridgewater være starter for Carolina Panthers. Han gjorde det godt i de kampe, han spillede i 2019, og lander i en god situation hos Panthers, hvor han kender den offensive koordinator, Joe Brady. En årsløn i omegnen af 20 millioner dollar er også billigt for Panthers – især hvis Bridgewater bliver en succes.

Det er dog lidt svært at vurdere, om Panthers vil starte forfra og genopbygge holdet, eller om de vil gå efter at komme i slutspillet. Signingen af Bridgewater indikerer det sidste, men andre af deres handler – blandt andet at afskibe James Bradberry og Trai Turner – siger det andet. Men det trækker ikke denne handels karakter ned.

Kendall Fuller, CB, Washington Redskins
Karakter: 10

Der var brug for forstærkninger til Redskins’ secondary, og den er kommet i form af Kendall Fuller. Fuller fik sit gennembrud i Redskins i sin tid, før han blev sendt til Chiefs, og nu vender han tilbage til Washington på en fireårig aftale til 40 millioner dollar. Han er en dygtig og ikke mindst alsidig cornerback, der nok skal blive en gevinst i Washington.

Javon Hargrave, DT, Philadelphia Eagles
Karakter: 10

Det her er en stærk, stærk handel af Eagles. Javon Hargrave har haft en mindre rolle hos Steelers, men kan virkelig vise sig frem i Eagles, hvor han har udsigt til en større rolle på en i forvejen vild defensiv linje. Kontrakten er heller ikke værst, når Eagles blot betaler ham 13 millioner dollar per år i tre år. I Eagles’ situation kunne nogle af pengene dog også være blevet brugt på linebacker eller cornerback, hvor Philadelphia har problemer, og det trækker lidt ned.

Case Keenum, QB, Cleveland Browns
Karakter: 10

Case Keenum er ikke en dårlig quarterback, og han er en over middel reservequarterback. Desuden kender han Browns’ cheftræner, Kevin Stefanski, og dennes system, så tanken er, at han nok også kan hjælpe Baker Mayfield. De betaler ham desuden kun seks millioner dollar om året, og det er yderst rimeligt.

Jason Pierre-Paul, EDGE, Tampa Bay Buccaneers
Karakter: 10

Jason Pierre-Paul har haft to rigtig gode sæsoner i 2018 og 2019, hvor han har stået for 21 sacks på 26 kampe, og Bruce Arians og kompagni formår at holde på ham. De gør det desuden på en toårig kontrakt med en årsløn på kun 13,5 millioner dollar. Det er en rigtig flot handel fra Buccaneers side. Det store spørgsmål er, om han kan holde sig skadesfri.

Rick Wagner, OT, Green Bay Packers
Karakter: 10
Rick Wagner er ikke, hvad han har været og havde sin nok dårligste sæson i 2019. Men det er en dygtig ny højre tackle, som Packers har fået, og så har de fået ham til blot 5,5 millioner dollar om året. Det kan være et sandt steal – især hvis niveauet fra 2019 var en enlig svale, og han vender tilbage til de tidligere sæsoners niveau.

Austin Ekeler, RB, Los Angeles Chargers (kontraktforlængelse)
Karakter:
10
Austin Ekelers nye kontrakt med Chargers giver ham en årsløn på knap seks millioner dollar over de kommende fire år, og selvom det normalt ikke er fornuftigt at betale runningbacks, er den handel ingenlunde dum. Ekeler var en stjerne i 2019 – især i kastespillet – og når Melvin Gordon formentlig skifter hold i foråret, vil han få en større rolle. Det er fornuftigt af Chargers at holde på den dygtige og alsidige runningback.

De fine handler: 7

Malcolm Jenkins, S, New Orleans Saints
Karakter: 7

Jenkins får en fireårig aftale til 32 millioner dollar i New Orleans, og det er måske en lidt for stor aftale til min smag. Men Jenkins vender ‘hjem’ til New Orleans, der i sin tid valgte ham i draften, hvor han skal være med til at løfte Saints mod Super Bowl. Han har et ry som en fantastisk leder og kan også stadig bidrage på banen, så han skal nok hjælpe Saints’ forsvar. Det er en god handel.

Ted Karras, C, Miami Dolphins
Karakter: 7

I Ted Karras får Dolphins en billig center, der sagtens kan starte og straks vil forbedre deres ringe offensive linje. Han gjorde det fint for Patriots i 2019 og kan også spille guard, hvis der er brug for det.

Duron Harmon, S, fra New England Patriots til Detroit Lions (trade)
Patriots’ karakter: 4
Lions’ karakter: 7

Endnu en god spiller, som Patriots mister. Jeg hader det ikke, da det skaber lidt økonomisk råderum for dem, som kan bruges på en quarterback eller andet, og det gør ikke så meget, at de næsten intet får for ham. Mest af alt fik handlen mig til at spekulere, om Patriots vil tanke? Det virker fortsat usandsynligt, men de lader virkelig mange spillere gå nu.

For Lions er det fint at få en erfaren og alsidig safety, som Matt Patricia kender. De har brug for hjælp i bagkæden, og det giver Harmon dem. Og så skal de næsten ikke af med noget.

Danny Shelton, DT, Detroit Lions
Karakter: 7
Matt Patricia og Lions elsker bare tidligere Patriots-spillere. Danny Shelton er også en fin nose tackle, som er stærk mod løbet. Han skal erstatte Damon Harrison, der har forladt holdet, og det skal han nok gøre fint. Desuden er han en billigere løsning. Alt i alt er det en fornuftig handel.

Connor McGovern, OL, New York Jets
Karakter: 7

Jeg har intet imod denne handel. Connor McGovern er en solid center eller guard i NFL, og han vil være en hjælp på en ellers ringe offensiv linje hos New York Jets.

Maliek Collins, DT, Las Vegas Raiders
Karakter: 7
En solid handel. Maliek Collins vil hjælpe Raiders’ pass rush, og forsvaret har fået en solid indsprøjtning af talent i free agency. Raiders’ defensive koordinator, Rod Marinelli, kender desuden Collins fra deres fælles tid hos Cowboys. Kontraktdetaljerne kendes endnu ikke, men medmindre det er meget dyrt, er det en fin handel.

Darqueze Dennard, CB, Jacksonville Jaguars
Karakter: 7

Endnu en solid tilføjelse til Jaguars’ forsvar. De hentede en rigtig dygtig linebacker i Joe Schobert, og nu får de en dygtig slotcornerback i Darqueze Dennard. Han skal nok være en hjælp i en svag secondary, og Jaguars skal blot give ham 13,5 millioner dollar over tre år.

Vic Beasley, EDGE, Tennessee Titans
Karakter: 7

Gud ved, at jeg ikke er Beasleys største fan, men en etårig aftale til 9,5 millioner er en fin handel for Titans. De får set Beasley an i et år, hvor han skal prøve at bevise sig i et system, der måske passer ham bedre, og hvis det ikke går, kan de nemt lade ham gå. Det er en fin chance at tage for Titans, der har brug for lidt pass rush-hjælp.

Jordan Phillips, DT, Arizona Cardinals
Karakter: 7

Der er måske lidt “one-year wonder” over Jordan Phillips, der imponerede med 9,5 sacks for Bills i 2019-sæsonen, men han har vist potentiale flere gange i de forgangne år og skal nok være en forstærkning af Cardinals’ defensive linje. Han får en treårig kontrakt til 30 millioner dollar, og medmindre få af dem er garanterede, er det måske lige i overkanten. Uanset hvad kan han hjælpe Cardinals.

Emmanuel Ogbah, EDGE, Miami Dolphins
Karakter: 7

Dolphins har brug for al den hjælp de kan få, og Emmanuel Ogbah skal nok kunne bidrage på den defensive linje med et par sacks og solidt spil.

Blake Martinez, LB, New York Giants
Karakter: 7

Balke Martinez er bestemt en forstærkning af Giants’ linebackerkorps og er en stabil starter i NFL, men han er ingen stjerne. Jeg havde nok ikke betalt ham 30 millioner dollar over tre år, hvis jeg havde noget at skulle have sagt, men uanset er det en udmærket tilgang til Giants.

Stefon Diggs, WR, fra Minnesota Vikings til Buffalo Bills (trade)
Vikings’ karakter: 10
Bills’ karakter: 7
Ulig den helt absurde DeAndre Hopkins-handel, hvor Arizona Cardinals snød Bill O’Brien og Houston Texans på det groveste, er det her egentlig en fin handel for begge parter. Vikings får en god røvfuld draftvalg for Diggs, da de modtager et førsterundevalg (nummer 22), et femterundevalg, et sjetterundevalg i 2020 samt et fjerderundevalg i 2021. Det er flot for en spiller, de virkede til at have mistet tålmodigheden med.

Bills får til gengæld en stjernereceiver, der passer godt ind i Buffalos system og kan være Josh Allens foretrukne kastemål. Selvom det er lidt dyrt, er det en markant og vigtig forstærkning af angrebet.

James Bradberry, CB, New York Giants
Karakter: 7

James Bradberry er en dygtig cornerback, og når dygtige spillere havner i free agency, bliver de som regel betalt godt. Og det er også tilfældet her. 15 millioner dollar om året er i overkanten for Bradberry, der nu bliver betalt som en af de allerbedste på positionen, men ikke er det på banen. Derudover er det også lidt skuffende for Giants, at de har pumpet en masse draftvalg i deres secondary, men alligevel skal ud og forstærke cornerbackpladsen i free agency. Bradberrys er dog i sidste ende en markant forstærkning til Giants’ forsvar, og så er det svært at være meget sur over handlen.

Graham Glasgow, OG/C, Denver Broncos
Karakter: 7

Jeg er ikke helt utilfreds med den her handel fra Broncos’ side. Glasgow hjælper dem på indersiden af den offensive linje, hvor de havde brug for en forstærkning, og han er en stabil og dygtig guard. Broncos betaler ham måske i overkanten med 11 millioner dollar om året, hvor han bliver den syvendebedst betalte guard, men alt i alt er det en fornuftig handel.

DeForest Buckner, DL, fra San Francisco 49ers til Indianapolis Colts (trade)
49ers’ karakter: 7
Colts’ karakter: 7
Det her ligner en win-win handel. DeForest Buckner er en fantastisk spiller og vil være en stor stjerne for Colts i de kommende år. Colts har også pengene til at give ham den store aftale, han var ude efter. Det havde 49ers ikke – slet ikke efter at de betalte Arik Armstead – men de får i stedet et førsterundevalg ud af handlen, og det er fin værdi.

Nick Kwiatkowski, LB, Las Vegas Raiders
Karakter: 7

I Chicago Bears var Kwiatkoski primært reserve, men når han har fået spilletid, har han gjort det godt. Nu får han chancen for at blive starter hos Raiders, hvor han har fået en treårig kontrakt med en årsløn på syv millioner dollar. Det er en fin kontrakt for begge parter, og Raiders sikrer sig noget meget tiltrængt linebackerhjælp.

Arik Armstead, DL, San Francisco 49ers (kontraktforlængelse)
Karakter:
7
Arik Armstead havde karrierens bedste sæson i 2019 med ti sacks, men det var også den første – og altså hidtil eneste – gang i karrieren, at han havde mere end tre sacks. Det er risikabelt for 49ers at give ham en stor femårig aftale, og især når de skal til at betale stjerner som DeForrest Buckner og George Kittle også. Hvis han fortsætter formen fra 2019, er det imidlertid en god handel, og 49ers holder på en profil på deres stærke forsvar.

Josh Norman, CB, Buffalo Bills
Karakter: 7

Jeg kan ikke hade den her handle fra Bills’ side. Nej, Josh Norman har ikke vist i de seneste sæsoner, at han fortjener et starterjob i NFL. Men Bills giver ham en kontrakt med en grundløn på 2,8 millioner dollar, og Norman kender Bills’ træner, Sean McDermott, og vice versa. Hvis nogen kan få Norman på ret kurs, er det McDermott og Bills, og hvis den 32-årige cornerback stadig har noget tilbage i tanken, kan han blive en gevinst for et i forvejen godt forsvar.

A.J. Bouye, CB fra Jacksonville Jaguars til Denver Broncos (trade)
Jaguars’ karakter: 10
Broncos’ karakter: 7

Der er noget win-win over den her handel. Jaguars var klar på at fritstille A.J. Bouye, men i stedet får de et fjerderundevalg for ham, og det er mere end fint for en spiller, de havde tænkt sig at fyre.

Det er samtidig også et fint gamle for Denver Broncos, hvor cheftræner Vic Fangio vil prøve at få cornerbacken tilbage på et højt niveau efter et par magre sæsoner. Broncos får dog en lidt lavere karakter på grund af Bouyes store kontrakt og det, at de betaler et fjerderundevalg for en spiller, de potentielt kunne hente i free agency.

De middelmådige: 4

Beau Allen, DT, New England Patriots
Karakter: 4
Så blandede Patriots sig også i free agency. De henter Beau Allen, der er en stærk defensive tackle med en klar force i løbespillet. Han er ingenlunde en flashy spiller, men han er en kapabel afløser for Danny Shelton, som er taget til Detroit.

Devon Kennard, LB/EDGE, Arizona Cardinals
Karakter: 4
Devon Kennard er ikke en flashy spiller og er ingen stjerne, der vil levere 10 til 15 sacks om året. Men han er en fin og alsidig spiller, der er respekteret i ligaen og af sine tidligere holdkammerater. Han skal nok blive en gevinst for Cardinals, der har brug for al det talent, de kan få på forsvaret.

Desmond Trufant, CB, Detroit Lions
Karakter: 4
Der har ikke været meget godt spil fra Desmond Trufants side i de seneste år, som har været plaget af skader, og derfor er karakteren ikke over middel. Men jeg kan godt lide, at Detroit tager chancen på den nu 29-årige cornerback. De giver ham en toårig, men de kan komme af med ham efter et år, hvis han flopper, og det er en chance, jeg ville ønske mit eget yndlingshold havde taget. Hvis han forbliver skadesfri, kan han stadig være en god cornerback.

Leonard Floyd, EDGE, Los Angeles Rams
Karakter: 4

Rams havde brug for en pass rusher, da Dante Fowler tog til Atlanta, og de har ikke råd til en af de bedste pass rushere på markedet. I stedet giver de Leonard Floyd chancen på en etårig kontrakt, og selvom han ikke har været en succes i NFL, er det en fin chance at tage. Om ikke andet, er han bedre end dem, Rams har på holdet lige nu.

Trae Waynes, CB, Cincinnati Bengals
Karakter: 4
Bengals har for første gang i mange år gjort væsen af sig i free agency, og de har givet både Trae Waynes og D.J. Reader store kontrakter. Kontrakten til Waynes er godt nok lidt risikabel, når de giver ham 14 millioner om året? Han har vist et fint topniveau, men har været svingende i størstedelen af sin NFL-karriere. Det ligner en forstærkning, men det er godt nok dyrt.

Jordan Howard, RB, Miami Dolphins
Karakter: 4

Jeg overvejede kort at give Dolphins -3. Det var mest i spøg, men det er sjældent en god idé at betale runningbacks. I Jordan Howard får Dolphins dog noget meget tiltrængt hjælp i løbespillet, og de har pengene til at betale ham de knap fem millioner dollar om året.

Robert Quinn, EDGE, Chicago Bears
Karakter: 4

Wow. 70 millioner dollar over fem år. Godt nok er kun 30 millioner dollar garanteret, men det er virkelig en stor kontrakt for Robert Quinn, der snart er 30 år og har været lidt svingende i sin karriere. Quinn viste dog, at han er en dygtig pass rusher i 2019, hvor han var velspillende og havde 11,5 sacks. Han er også markant bedre end Leonard Floyd, som han skal erstatte, men prisen trækker den ned fra en høj karakter til fire.

Randall Cobb, WR, Houston Texans
Karakter: 4

Efter et par magre sæsoner i Green Bay imponerede Randall Cobb for Dallas Cowboys i 2019, og det giver ham nu en treårig kontrakt til 27 millioner dollar i Texans. Houston havde brug for receiverhjælp, efter at DeAndre Hopkins blev sendt væk, og Cobb er ingenlunde en fuldgod erstatning, men han skal nok hjælpe lidt som slotreceiver. Det er dog ikke en specielt sexet handel.

Michael Brockers, DL, Baltimore Ravens
Karakter: 4
Ravens få investeret nogle penge i penge i deres defensive linje, og den ser efterhånden rigtig god ud. Michael Brockers er en dygtig spiller og vil helt klart hjælpe, men en årsløn på 10 millioner dollar er dyrt for en spiller som Brockers. Kun én gang i sine otte sæsoner har han leveret mere end fem sacks på en sæson, og selvom han er god imod løbespillet, er det ikke noget, man betaler ti millioner dollar for. En god spiller på en tiltrængt plads, men det er for dyrt, og derfor havner vi på en middelmådig karakter.

Shaq Lawson, EDGE, Miami Dolphins
Karakter: 4

Shaq Lawson er en udmærket defensiv linjemand, og han kan sagtens starte i NFL. Dolphins giver ham imidlertid en årsløn på knap 10 millioner dollar over tre år, og det er lige lovlig meget. Han er god mod løbet, men mangler noget i sit pass rush. I sine fire sæsoner i NFL har Lawson til gengæld blot stået for 16,5 sacks på 50 kampe. Alt i alt kan han blive en fin spiller, men de har betalt i overkanten for ham.

Kirk Cousins, QB, Minnesota Vikings (kontraktforlængelse)
Karakter: 4
Kirk Cousins er Vikings’ startende quarterback i de kommende tre år til en årsløn på knap 32 millioner dollar. Kontraktforlængelsen giver dem lidt ekstra økonomisk råderum, og Cousins havde karrierens formentlig bedste sæson i 2019, så det giver i og for sig god mening. Nu er de dog bundet til Cousins i de kommende år, og i størstedelen har Cousins dog lignet en middel til lidt over middel quarterback i NFL, så det er svært at se dem gå hele vejen med ham ved roret. Så selvom det er fornuftig handel, er det også en, der er svær at være rigtig glad for.

Christian Kirksey, LB, Green Bay Packers
Karakter: 4

Christian Kirksey er en fin linebacker og kan blive en god afløser for Blake Martinez, der forventes at forlade Green Bay i free agency. Det store spørgsmål med Kirksey er, om han kan komme på banen. I løbet af de to seneste år er det blot blevet til ni kampe for ham. Packers har giver ham 16 millioner over to år, men det er uvist, hvor meget der er garanteret. Det er måske en tand for meget, når han har været så skadet, som han har, men når han er skadesfri, er han en god spiller.

Ryan Tannehill, QB, Tennessee Titans (kontraktforlængelse)
Karakter:
4
Det er meget forståeligt, at Titans holder på Tannehill, efter at han var flyvende i sidste sæson, og den gennemsnitlige årsløn på knap 29,5 millioner dollar er hellerikke helt gal. Men Titans har mistet meget fleksibilitet ved at give ham en fireårig aftale, hvor de får svært ved at komme af med i løbet af de første tre sæsoner. Det er svært at tro, at Tannehill fortsætter på den succesbølge, han red på i 2019, og Titans kan være fanget med en dyr og middelmådig quarterback i de kommende år, hvis han ikke gør det.

De halvdårlige: 02

Xavier Su’a Filo, OL, Cincinnati Bengals
Karakter: 02
Bengals er for en sjælden gangs skyld aktive i free agency, og Xavier Su’a Filo er blot det seneste nye ansigt i Cincinnati. Det er dog ikke en signing, der er særligt sexet eller, for den sags skyld, god. Su’a Filo er ikke en god guard. Bengals har dog brug for hjælp på den offensive linje, og når Su’a Filo er en billig løsning med startererfaring.

A’Shawn Robinson, DT, Los Angeles Rams
Karakter: 02

17 millioner dollar over to år er for meget i mine øjne. A’Shawn Robinson er en defensive tackle, der har sin klare force imod løbespillet, og han bidrager ikke med meget andet end det. At han får cirka samme årsløn som Michael Pierce og Linval Joseph virker meget dyrt – især for en spiller, der ikke kommer til at spille mere end halvdelen af forsvarets snaps.

Brandon Shell, Cedric Ogbuehi og B.J. Finney, OL, Seattle Seahawks
Karakter: 02
Please, pas nu på Russell Wilson. Seahawks’ offensive linje har været dårligere end Texans-træner Bill O’Briens dømmekraft i trades i de seneste mange år. Og de her tre handler tyder ikke på, at det bliver meget bedre. Brandon Shell og Cedric Ogbuehi skal kæmpe om pladsen på højre tackle, hvor Germain Ifedi ser ud til at være fortid, men de er ikke just nogle markante opgraderinger. B.J. Finney giver til gengæld noget fin dybde på indersiden af den offensive linje. Alt i alt virker det lidt uambitiøst.

Nick Foles, QB, fra Jacksonville Jaguars til Chicago Bears
Jaguars’ karakter: 10
Bears’ karakter: 02

Efter et skrækkeligt år i Jacksonville skal Nick Foles videre til Chicago. Jaguars får et fjerderundevalg ud af det, og det er rigtig stærkt. Jeg havde troet, at de selv måtte af med draftkapital for at få et andet hold til at påtage sig Foles’ alt for store kontrakt.

For Bears er det ikke ligeså positivt. Foles kan godt være bedre end Trubisky, men det er slet ikke en markant opgradering. Desuden forlyder det, at de har restruktureret kontrakten, men at Foles’ løn ikke er blevet mindre, og det overrasker. De kommer op på karakteren 02, da de trods alt gør noget for at addressere deres quarterback-situation.

George Fant, OT, New York Jets
Karakter: 02
Jeg er Seahawks-fan, og jeg elsker George Fant, aka. the National Fanthem, men jeg ville slet ikke stole på ham som en startende offensiv tackle i NFL. Jets har givet ham en treårig kontrakt med en årsløn på 10 millioner dollar, og det indikerer, at han skal starte. I Seahawks var han primært en stor tight end i de seneste sæsoner, og det er et Wild card af Jets. De har dog blot garanteret ham 13,7 og kan allerede slippe ham efter en sæson, hvis det går helt galt.

Kyle Van Noy, LB/EDGE, Miami Dolphins
Karakter: 02

Brian Flores kender Kyle Van Noy, og det trækker den her handel et my op. Men Dolphins havde ikke desperat brug for hjælp på linebacker, så medmindre han skal være pass ruster, er handlen svær at forstå. Kyle Van Noy kunne godt være endnu en i rækken af spillere, der havde succes i Patriots, men ikke kan nå helt samme niveau den andetsteds. Dolphins giver ham desuden en fireårig kontrakt til 51 millioner dollar, og det trækker karakteren det sidste stykke ned fra 4 til 02.

Halapoulivaati Vaitai, OT, Detroit Lions
Karakter: 02

Fem år og 50 millioner dollar. Wow. Det er svært at forstå. Halapoulivaati Vaitai – også kaldet Big V – har været reserve i Philadelphia, men skal nu være starter i Lions. Det er yderst risikabelt for Lions. Det er endnu ikke afsløret, hvor mange millioner er garanteret, men det er umiddelbart en (for) stor kontrakt for Big V, og han er nok endnu en i rækken af offensive tackles, der bliver overbetalt i free agency.

Ereck Flowers, OG/OT, Miami Dolphins
Karakter: 02

Jeg overvejede 00 eller 02, men havner på 02. Dolphins har en masse penge og en elendig offensiv linje, og Ereck Flowers gjorde det egentlig fint hos Redskins i 2019. De har nok betalt for meget med 30 millioner dollar over tre år – hvoraf knap 20 er garanterede – men som sagt har de pengene. Flowers har bare ikke gjort meget i sin karriere, der gør, at jeg tror, han bliver en stor gevinst for Dolphins.

Austin Hooper, TE, Cleveland Browns
Karakter: 02
Jeg er ikke vild med denne handel. Austin Hooper er en fin tight end og nok den bedste på markedet i år, men jeg synes ikke, at han er playmaker ala George Kittle, Travis Kelce eller sågar Zach Ertz. At gøre Hooper til den bedst betalte fight end i NFL er at betale overpris, og det har Browns gjort. De dumper ikke, da han trods alt er en god og, ikke mindst, utrolig stabil tight end.

De dårlige: 00

Jason Witten, TE, Las Vegas Raiders
Karakter: 00

Jeg forstår det på ingen måde. Darren Waller og Foster Moreau er en talentfuld og ung duo, og Jason Witten har ikke lignet en mand, der har noget tilbage i tanken. At betale ham knap fem millioner for at være holdets tredje eller fjerde tight end er spild af penge.

Jamie Collins, LB, Detroit Lions
Karakter: 00

Måske er 00 lidt for hårdt, men jeg er ikke imponeret over denne handel. Collins havde en flot sæson i 2019, men han har stadig sine svagheder, og før 2019 havde han en håndfuld skuffende sæsoner. Lions-træner Matt Patricia kender Collins og kan måske få noget ud af ham, men en årsløn på 10 millioner dollar er for meget – især når der er tvivl om hans niveau, når hans cheftræner ikke er Bill Belichick.

Jimmy Graham, TE, Chicago Bears
Karakter: 00
Bears er pressede på økonomien, så de tænker, at de vil hente en tight end til otte millioner dollar om året? Når de i forvejen har ni (9!) tight ends på rosteren, og når der er tale om Jimmy Graham, der ikke har vist noget i en håndfuld år, så får de ikke en god karakter for den handel. Det er desuden utroligt, at Graham bliver ved med at få store kontrakter, når han mest af alt ligner en, der ikke har en dråbe benzin tilbage i tanken.

Hayden Hurst, TE, fra Baltimore Ravens til Atlanta Falcons (trade)
Ravens’ karakter: 12
Falcons’ karakter: 00
Hvordan får Ravens lov til at blive ved med det her? Hayden Hurst har ikke gjort meget væsen af sig i NFL, siden Baltimore Ravens valgte ham i første runde af draften i 2018, men alligevel får de et andenrundevalg og et femterundevalg i bytte for Hurst og et fjerderundevalg? Det er vildt, og det er alt for dyrt for Falcons, der dog får en ny tight end, efter at de mistede Austin Hooper.

Russell Okung, OT, fra Los Angeles Chargers til Carolina Panthers (trade)
Karakter: 00

Jeg forstår ganske enkelt ikke den her handel fra Panthers’ side. De sender den dygtige guard Trai Turner væk for en skadesplaget, dyr og aldrende offensive tackle i form af Russell Okung? Det er en markant svækkelse af deres offensive linje, og de har i forvejen Greg Little og Taylor Moton på tackle-pladserne – skal en af de tre nu spille guard, hvor de nu har et problem? Måske har handlen været for at komme af med Turners løn og påbegynde et rebuild, men Turner er kun 26 år og kan snildt spille en håndfuld sæsoner mere.

Det er fyringsgrundlag: -3

David Johnson, RB, fra Arizona Cardinals til Houston Texans (trade)
Karakter: -3

Hænger sammen med DeAndre Hopkins’ trade til Arizona Cardinals.
Jeg ville give dem en lavere karakter, hvis jeg kunne. Texans får David Johnson, et andenrundevalg i 2020 og et fjerderundevalg i 2021 for De’Andre Hopkins og et fjerderundevalg. Det er simpelthen til grin af Bill O’Brien og kompagni. David Johnson var engang en god runningback, men det er efterhånden et par år siden, at han overhovedet gjorde noget væsen af sig. Det er forfærdeligt af Texans, og jeg ville kaste op, hvis jeg var Texans-fan.