
Minnesota Vikings valgte ikke at forlænge med quarterback Sam Darnold, nu bruges nogle af de penge på at forstærke den offensive linje.
Center Ryan Kelly og guard Will Fries skifter begge Indianapolis Colts ud med Minnesota Vikings, der kaster en ordentlig bunke penge efter forstærkninger i skyttegraven både offensivt og defensivt.
Will Fries er en af de største vindere i dette års free agency, da det tidligere syvenderundevalg i 2021-draften skriver under på en fem år lang kontrakt, der kan indbringe op til 88 millioner dollars. Veteran Ryan Kelly bliver også godt aflønnet, men må nøjes med en to år lang kontrakt til en maksimal værdi af 18 millioner dollars.
Minnesotas offensive linje bragte dem flere gange i problemer i fjor. Holdets to tackles, Christian Darrisaw og Brian O’Neill er blandt ligaens bedste tackle-duoer, men den indvendige del af linjen var slet ikke på samme niveau. Derfor kommer investering nu med Fries og Kelly.
Den 26-årige Will Fries spillede en god 2023-sæson og kom fremragende fra start i 2024, men fik størstedelen af den netop overståede sæson ødelagt grundet et brækket skinneben. Minnesota satser på, at han kan vende tilbage til sit tidligere niveau.
Ryan Kelly har også døjet med skader de seneste år, men den dobbelte Pro Bowl-spiller holder stadig et godt niveau, når han er på banen.
Minnesota har tidligere i free agency skrevet under med de erfarne defensive tackle Jonathan Allen og Javon Hargrave, så der er forstærkninger på begge linjer på holdet.








