Josh Kline forbliver en fast bestanddel af Tennessee Titans’ offensive linje, og han skal således passe på Marcus Mariota de næste fire år. De prøver også at holde fast på Quinton Spain. 

Tennessee Titans har i to år haft en af ligaens stærkeste offensive linjer, og den vil de gerne holde fast i.

Derfor har de netop kastet en ordentlig pose penge efter en af deres dygtige guards, Josh Kline, så han nu er at finde i klubben til og med 2021. Det melder ESPNs Cameron Wolfe, der tilføjer, at kontrakten vil betale ham knap $26 millioner i løbet af de næste fire år.

Kline startede sin NFL-karriere hos New England Patriots, der samlede ham op, efter han var undrafted i 2013. I 2016 skiftede han til Titans, og i sin første sæson her etablerede han sig som førstevalget på højre guard. Han har siden startet 30 kampe for AFC South-mandskabet.

Mens Titans har sikret sig Kline, kan de imidlertid stadig risikere at miste deres venstre guard, Quinton Spain.

Spain er en ‘restricted free agent’, hvorfor Titans har benyttet en såkaldt ’right of first refusal’-tender på ham, og det giver klubben muligheden for at matche de tilbud, han måtte få i free agency. Skulle Spain ikke modtage nogle tilbud, vil tenderen blive til en et-årig kontrakt til en værdi af $1,9 millioner.