Skadet Demaryius Thomas fritstilles af Texans

0

Houston Texans har valgt at fyre 31-årige Demaryius Thomas, der nåede at spille syv kampe for klubben i 2018.

Demaryius Thomas nåede kun at spille syv kampe i Houston Texans-uniformen. Texans har nemlig valgt at fritstille den tidligere receiverprofil. Det meddeler NFL Network-journalisten James Palmer.

Midtvejs i 2018-sæsonen sendte Texans ellers et valg i fjerde runde af NFL-draften i 2019 til Denver Broncos i bytte for receiveren, der skulle danne en potent receiverduo med Texans-stjernen DeAndre Hopkins.

Thomas stod dog til at tjene knap 14 millioner dollar i 2019, hvilket var det sidste år på hans kontrakt. Og den pris har Texans altså ikke ønsket at betale. I stedet slipper de for overhovedet at betale ham i 2019 ved at fyre ham nu.

Fyringen stiller imidlertid Thomas i en prekær situation. Den nu 31-årige receivers niveau har været nedadgående i de senere sæsoner, og i 16. spillerunde af 2018-sæsonen rev han sin akillessene over. Derfor venter der en genoptræningsperiode i foråret, mens han også skal lede efter et nyt hold.

Thomas nåede i alt at gribe 23 bolde for 275 yards og to touchdowns for Texans.

I alt har han i sin niårige karriere grebet for 9.330 yards og hele 62 touchdowns.