Steelers henter Super Bowl-vindende cornerback

0

Pittsburgh Steelers forstærker forsvaret med den tidligere Philadelphia Eagles-starter Darius Slay Jr. Steelers og Slay er nået til enighed om en etårig aftale.

Først opgraderede Pittsburgh Steelers angrebet med DK Metcalf. Nu forstærker Steelers forsvaret med den bundrutinerede cornerback Darius Slay Jr.

Pittsburgh Steelers og Darius Slay Jr. har landet en etårig aftale, som potentielt kan indbringe Slay Jr. i omegnen af 69 millioner danske kroner ($10 mio.). Ifølge TV-stationen ESPN er Darius Slay Jr. garanteret hele lønsummen, da lønnen i den nye kontrakt ikke er bundet op på præstationsbetingede klausuler.

Darius Slay, der har spillet de seneste fem sæsoner for Philadelphia Eagles, blev fritstillet inden transfermarkedet, da Eagles skulle skaffe sig af med flere løntunge spillere, så de ikke kom i problemer med lønloftet.

Den 34-årige cornerback medvirkede i 74 grundspilskampe for Philadelphia Eagles, hvori han leverede 272 tacklinger og ni interceptions. I den seneste sæson Darius Slay Jr. startede også, da Eagles vandt sit andet mesterskab nogensinde med en knusende sejr over Kansas City Chiefs i Super Bowl LIX.

I Pittsburgh skal Darius Slay Jr. supplere Joey Porter Jr. på ydersiderne af Steelers’ forsvar. I optakten til Super Bowl LIX blev Slay Jr. lovprist af Eagles’ to unge stjernefrø, Quinyon Mitchell og Cooper DeJean. De to unge cornerbacks fortalte ivrigt om, hvordan Darius Slay Jr. var en fantastisk mentor for dem.

Darius Slay Jr. startede sin karriere i Detroit, da Lions valgte ham med det 36. valg i anden runde af 2013-draften.

Læs også: Eagles sender safety-stjerne til Texans