Mark Barron skal være løsningen på Pittsburgh Steelers’ linebacker-problem.

I 2018-sæsonen var et af Pittsburgh Steelers’ helt store problemer på linebacker-pladsen, hvor de måtte undvære Ryan Shazier, der pådrog sig en alvorlig rygskade i 2017-sæsonen.

Steelers må fortsat undvære Shazier i 2019-sæsonen, men nu har de fundet en midlertidig løsning på linebacker-problemet.

Mark Barron, der for nylig blev fyret af Los Angeles Rams, er blevet hentet ind på en toårig aftale til 12 millioner dollar. Det skriver Adam Schefter fra ESPN.

29-årige Barron startede karrieren som safety hos Tampa Bay Buccaneers i 2012, men blev rykket til linebacker, da han skiftede til Rams i 2014. Siden har han startet 56 kampe for Rams, og her er det blevet til syv sacks og fem interceptions.