Seattle Seahawks får glæde af Josh Gordon resten af denne sæson. Han kommer dog ikke i aktion i weekenden.

Josh Gordon skulle ikke gå arbejdsløs længe, efter at han forleden blev fritstillet af New England Patriots.

Fredag aften dansk tid kom det således frem, at han var blevet “claimed off waivers” af en ny klub: Seattle Seahawks. Alle hold har således muligheden for at placere et “claim” på en spiller, der er blevet fritstillet, og dermed overtage spilleren og hans kontrakt.

Og det valgte Seattle Seahawks alså.

Josh Gordon kommer dog ikke i aktion, når Seahawks i weekenden møder Tampa Bay Buccaneers. Det slog Pete Carroll fast på et pressemøde fredag.

– Han er et unikt talent. I næste uge tager vi et kig på ham og ser, hvordan han ser ud. Han har lavet en masse gode ting, lavet en masse gode spil. Vi finder ud af mere i næste uge. Han har ikke noget at gøre i weekendens kamp, siger Pete Carroll ifølge NFL.com.

Josh Gordon, der har en fortid hos Cleveland Browns, nåede 17 kampe med 60 grebne bolde for 1.007 yards og fire touchdowns for New England Patriots.

Hos Seahawks skal han danne en receivertrio sammen med rookie DK Metcalf og Tyler Lockett.