Hjernerystelser kostede Sam Shields næsten to års pause, men i 2018 vendte cornerbacken tilbage og spillede en fuld sæson for Los Angeles Rams. Selvom han står uden kontrakt for 2019-sæsonen, håber han, at han kan fortsætte hos klubben

Da Sam Shields skrev under med Los Angeles Rams tilbage i marts sidste år, lignede det hans sidste chance for at fortsætte sin NFL-karriere. De foregående to sæsoner spillede han blot én kamp, hvori han pådrog sig en hjernerystelse, der kostede ham halvandet år af karrieren.

Shields vendte dog tilbage i 2018 , hvor han var aktiv i samtlige af Los Angeles Rams’ kampe, og den 31-årige cornerback har ingen planer om at ligge støvlerne på hylden. Det fortalte han til Rams’ officielle hjemmeside.

– Det er en velsignelse. Det hele føles som en drøm – at gå fra hvor jeg var til at spille i Super Bowl og min sæson som helhed, alt hvad jeg lykkedes med – jeg slog alle odds. Og jeg føler, jeg er tilbage. Og jeg vil gerne fortsætte [med at spille].

Sam Shields blev hentet før 2018-sæsonen for at give Rams dybde på cornerback-positionen. Efter Aqib Talib blev skadet fik han en del spilletid, men Shields røg tilbage på bænken, da Talib igen blev klar. Shields spillede ikke et eneste defensivt snap i Los Angeles’ tre playoff-kampe. Alligevel håber cornerbacken, at han kan fortsætte karrieren hos netop Rams.

– Helt sikkert, hvad end der skal til [for at blive hos Rams]. Jeg ved det hele er en forretning, men kan vi blive enige, kommer jeg tilbage.

Los Angeles Rams har et forventet plus i 2019-lønbudgettet på $32 millioner, ifølge Spotrac. Holdet har en lang række spillere med kontraktudløb, heriblandt defensiv linjemand Ndamukong Suh og safety LaMarcus Joyner, der enten skal forlænges eller erstattes. Sam Shields spillede dog på en (for NFL-standarder) beskeden kontrakt i 2018, hvor han blot kostede holdet en snert over $1 million.