Case Keenum kommer måske til at finde sig en ny arbejdsgiver. Det meldes nemlig fra kilder i Minnesota, at Vikings IKKE har tænkt sig at franchise tagge ham.

Keenum har haft en fantastisk sæson hos Vikings, men det tyder nu på, at man ikke vil bruge franchise tagget på ham. Dette betyder dog ikke, at man ikke tegner en længere kontrakt med ham, men udmeldingen øger ihvertfald sandsynligheden for, at han kommer til at modtage opringninger fra andre NFL hold. Hold som Jets, Browns, Broncos og Cardinals, der alle er hold der mangler en quarterback, er blandt andet hold der kunne være interesserede i Bradford.

Det tegner allerede til at blive en utrolig spændende free agency periode, når “transfervinduet” åbner den 14. marts, og denne her rapport gør det bestemt ikke mindre spændende. Vikings har stadig en quarterback kabale der skal gå op.
Både Teddy Bridgewater og Sam Bradford er stadig en mulighed. Skulle Keenum dog finde sig en ny arbejdsgiver, ville Kirk Cousins være en spiller der også kunne komme på tale. Vikings er et hold, der har pengene til at betale den løn, som Cousins forventes at måtte kræve. Cousins bliver dog ikke en nem herre at få fat i, Jets har blandt andet allerede meldt, at de er villige til, at springe banken for at få Cousins på holdkortet.

Keenum startede sit eventyr for Vikings i spilleuge 2 af den netop overståede sæson. Keenum stod ellers kun listet som tredjevalg inden sæsonen startede, men skader til både Bradford og Teddy Bridgewater gjorde altså, at den tidligere Rams QB kunne starte bag center i den lilla trøje.
Resten er som man siger historie. Keenum tog Vikings hele vejen til conference finals hvor man tabte til Eagles og lige nøjagtig missede muligheden for super bowl på hjemmebane. Denne flotte sæson bør bestemt være noget der gør ham interessant for andre hold.