Linebacker Mark Barron og center John Sullivan er færdige i Los Angeles Rams.

Los Angeles Rams nåede i 2018 hele vejen til Super Bowl, men det bliver et noget anderledes mandskab, der løber på banen i 2019.

Den 13. marts har flere profiler som defensive tackle Ndamukong Suh, pass rusher Dante Fowler Jr, guard Rodger Saffold og safety Lamarcus Joyner kontraktudløb, og det har længe været forventet, at størstedelen af dem forlader klubben.

Men derudover har Rams nu også besluttet sig for at sige farvel til to andre startere.

De har nemlig fyret linebacker Mark Barron, mens de har besluttet sig for ikke at beholde center John Sullivan i 2019. Rams havde ellers en option i Sullivans kontrakt, der kunne holde ham i klubben i 2019, men den har de ikke taget i brug.

Det skriver ESPN’s NFL-journalist Adam Schefter og NFL Networks Tom Pelissero.

Ved at lade de to startere gå, sparer Rams cirka 11,5 millioner dollar.

Barron, 29 år, kom til Rams midtvejs i 2014-sæsonen fra Tampa Bay Buccaneers og har siden 2015 spillet 67 kampe – heraf 56 som starter. Sullivan, 33 år, kom før 2017-sæsonen og nåede at starte 31 af 32 kampe i løbet af sine to år.