
Las Vegas Raiders har hentet de to tidligere Georgia-forsvarsstjerner Quay Walker og Nakobe Dean ind til at bolstre hjertet af forsvaret.
Las Vegas Raiders’ forsvar var alt andet en skudsikkert i fjor, hvor de tillod ottendeflest point (24,4 pr. kamp).
Klint Kubiak vil ikke tillade en gentagelse, og behovet for defensive forstærkninger var kun blevet større af, at Raiders indvilgede i at lade deres eneste reelle forsvarsstjerne Maxx Crosby gå til Baltimore Ravens.
På transfervinduets åbningsdag indgik Raiders så to aftaler med linebacker-duoen Quay Walker og Nakobe Dean, som potentielt kan løbe op i lige knap 500 millioner danske kroner ($76,5 mio.), hvis de to spillere opfylder deres præstationsbetingede klausuler.
Quay Walker og Nakobe Dean har en fælles fortid som college-stjerner for Georgia, hvor de hjalp Bulldogs til at vinde det nationale mesterskab tilbage i 2021-sæsonen.
De to linebackere er begge 25 år gamle, og Quay Walker har skrevet under på en treårig aftale, som kan løbe op i godt 230 millioner danske kroner ($36 mio.), mens Nakobe Dean har landet en aftale, som kan strække sig til godt 260 millioner danske kroner ($40,5 mio.).
Det var oprindeligt Green Bay Packers, som valgte Quay Walker i første runde af 2022-draften. Walker har spillet 58 kampe for Packers, hvori han leverede 469 tacklinger, ni sacks og fremtvang fire turnovers.
Nakobe Dean skifter til Las Vegas efter fire sæsoner hos Philadelphia Eagles. Dean var en afgørende starter i Eagles’ forsvar i 2024-sæsonen, men han spillede ikke i Super Bowl-sejren over Kansas City Chiefs på grund af en knæskade.
Dean vendte tilbage fra sin knæskade i sjette spillerunde af 2025-sæsonen, og var fænomenalt spillende i resten af kampagnen, hvor han nåede at levere 55 tacklinger, fire sacks og to forcerede fumbles.








