Cordarrelle Patterson skal fremover forsøge at gøre legendariske Devin Hester kunsten efter som returner i Chicago Bears. Han har fået en toårig aftale til ti millioner dollar.

Return-specialist Cordarrelle Patterson fortsætter sin rundrejse i NFL, hvor han nu skal spille for sit fjerde hold, siden han blev valgt af Minnesota Vikings i første runde af 2013-draften.

Patterson er nået til enighed med Chicago Bears om en toårig aftale, der indbringer ham ti millioner dollar, melder ESPN’s Adam Schefter. Ifølge NFL Networks Tom Pelissero er halvdelen garanteret.

27-årige Patterson gjorde det godt i New England i 2018, hvor han i enkelte kampe blev benyttet som receiver, men ellers primært viste sig stærkt frem som returner – blandt andet med et return-touchdown mod netop Bears midtvejs i sæsonen. Det er ikke utænkeligt, at den scoring har hjulpet ham til kontrakten i Chicago, hvor han går i nogle legendariske fodspor. Fodspor, der tilhører Devin Hester.

Ud over Patriots har Patterson også tørnet ud for Vikings og Oakland Raiders.