New England Patriots har skrevet en tre-årig kontrakt med Super Bowl vinderen Juju Smith-Schuster.

Kontrakten til Juju lyder på $33 millioner, hvoraf $16 millioner er garanteret, for tre år.

Med en receivergruppe der for alvor så tynd ud, efter man sendte Jakobi Meyers til Las Vegas, så har den nu fået lidt mere kvalitet med tilføjelsen af Juju.

Juju blev valgt af Steelers i anden runde af 2017-draften, hvor han fra start imponerede. De seneste par sæsoner har den 26-årige receiver spillet på ét-års kontrakter hos henholdsvis Steelers og Chiefs, så denne kontrakt på tre år giver lidt mere stabilitet til tik-tok stjernen.

Eftersigende prøvede Chiefs at holde på Juju, men Patriots tilbød ham flere penge, hvilket var afgørende for hans beslutning. Dermed har Mac Jones fået et lidt mere sikkert våben at kaste til i 2023.