Miles Sanders har underskrevet en fire-årig kontrakt med Carolina Panthers.

Kontrakten med Miles Sanders lyder på fire år for $25.4 millioner, hvoraf $13 milloner er garanteret. Dermed bliver Sanders genforenet med Duce Staley, der var hans runningback træner i Philadelphia.

Det tidligere andetrundevalg beviste i 2022 at han sagtens kan klare at være den primære runningback i et angreb, hvor han fik stukket bolden i favnen hele 259 gange. I 2022 brød Sanders også for alvor igennem og løb for hele 1269 yards og 11 touchdowns. Den præstation gjorde det også svært for Eagles at holde på ham. Derfor skrev man i stedet kontrakt med Rashaad Penny, hvilket automatisk betød, at det blot var et spørgsmål om tid, før Sanders fik et nyt hjem.

Hos Panthers skal Sanders udfylde hullet, der er blevet på positionen efter man tradede Christian McCaffrey til 49ers midt i sæsonen. Nu mangler holdet blot en quarterback, hvilket forventeligt kommer med deres 1st overall valg i draften.