Ny cornerback er på plads i Carolina.

Carolina Panthers har forstærket de bagerste geledder af deres forsvar.

De har nemlig hentet den 29-årige cornerback AJ Bouye, der senest har været hos Denver Broncos. Det meddeler klubben selv.

Tidligere i free agency hentede de også Rashaan Melvin, som også skal være med til at forstærke Carolinas secondary.

AJ Bouye vil dog ikke kunne bidrage fra sæsonens start. Han mangler stadig at afsone to kampes karantæne, efter at han i efteråret fik tildelt en karantæne på seks kampe for brug af præstationsfremmende midler.

Når han er på banen, har han imidlertid tidligere vist stort spil. I 2017 var han således valgt til Pro Bowl samt All-Pros andethold, efter at han imponerede hos Jacksonville Jaguars, hvor han dannede en frygtindgydende duo med Jalen Ramsey. Nu skal han forsøge at imponere i Carolina.