Pat Elflein og Cameron Erving har skuffet en del i deres NFL-karrierer, men nu ser de ud til at få nye chancer som startere i NFL hos Carolina Panthers.

Carolina Panthers står foran en større udskiftning på den offensive linje, hvor flere af sidste års startere har kontraktudløb. Nu har de sikret sig de første nye brikker til 2021-linjen.

På free agencys første dag har de lynhurtigt sikret sig to nye kort. Det drejer sig om guard Pat Elflein og den alsidige Cameron Erving, der senest spillede tackle for Dallas Cowboys.

Elflein har sikret sig en aftale på op mod 13,5 millioner dollar, hvoraf seks af dem er fuldt garanteret. Aftalen løber over 3 år som udgangspunkt. For Ervings vedkommende er aftalen på to år med en værdi på op mod 10 millioner dollar.

26-årige Elflein blev valgt af Minnesota Vikings i tredje runde af 2017-draften, og på trods af mange chancer som starter, havde han store problemer især i kastespillet.

Derfor endte Vikings også med at fyre ham halvvejs inde i 2020-sæsonen, hvorefter New York Jets samlede ham op. Hos Jets fik hans seks kampe fra start på grund af skader, og i de kampe må han have vist noget, som Panthers kunne lide. Kontrakten indikerer i hvert fald, at Elflein har udsigter til at blive starter i 2021.

Cameron Erving var en endnu større skuffelse i starten af sin karriere, hvor han efter at være blevet valgt af Cleveland Browns i første runde blev tradet væk efter to katastrofale år. Herefter tilbragte han tre år som backup hos Kansas City Chiefs, inden han i 2020 var backup hos Dallas Cowboys.

Hos Cowboys nåede Erving at spille små 300 snaps på venstre tackles, da Tyron Smith var skadet. Herefter blev Erving selv skadet, men Panthers har alligevel ikke tøvet med at give Erving en fornuftig kontrakt.