I et forsøg på at beskytte holdets quarterback har Carolina Panthers fokus i free agency været langs den offensive linje, hvor de har hentet endnu en spiller ind.

Carolina Panthers har kigget mod NFC West i eftersøgningen på nye spillere til deres offensive linje. Holdet har hentet den tidligere Seattle Seahawks-guard Damien Lewis til klubben, efter spillerens kontrakt med Seattle var udløbet. Den nye Panthers-spiller har skrevet under på en aftale, der vil holde ham bundet til klubben i tre sæsoner. 

Aftalen kan ifølge NFL Networks Ian Rapoport indbringe offensivspilleren mere end 50 millioner dollars.

Det er den anden store kontrakt, som Panthers giver ud i free agency. Tidligt i forløbet sendte de 100 millioner dollars i hovedet på den gigantiske Robert Hunt, nu får han en legekammerat på den modsatte guardplads i den 188cm, 150 kilo tunge Damien Lewis. Den samlede omkostning for de to guards kan altså løbe op i mere end 150 millioner dollars, en lille milliard danske kroner.

Den 26-årige har spillet hele karrieren for Seahawks, der valgte ham i 3. runde af 2020-draften. Lewis startede initialt som venstre guard og imponerede i sit rookieår. Efterfølgende blev han rykket over i den højre side, hvor han ikke havde lige så stor succes, men var en solid spiller. 

Nu skal han forsøge at være en afgørende brik i Panthers’ løbespil og derudover beskytte quarterback Bryce Young.