Efter flere år med store problemer på den offensive linje, forsøger Giants at opruste med et par store drenge.

Mark Glowinski og Jon Feliciano bliver nye mænd i den blå uniform efter New York Giants har skrevet kontrakt med de to offensive linjemænd. Begge spillere har gjort deres karriere som guards og skal være med til at beskytte Daniel Jones i den kommende sæson, noget der længe har været et problem for Giants.

Mark Glowinski kommer til fra Indianapolis og bliver den bedst kompenserede af de to. Ifølge Ian Rapoport kommer den 30-årige spiller til at tjene op mod 20 millioner dollars de næste tre år, men får en god del af pengene garanteret på forhånd.

Glowinski har været en solid spiller for Colts i flere år efter han blev kasseret af Seattle. Den store guard har primært sine kvaliteter i løbespillet, men er heller ikke ueffen til at beskytte quarterbacks.

30-årige Jon Feliciano har primært gjort sig kendt som medlem af Buffalo Bills, hvor han især i 2019 leverede flot spil. New Yorks nye cheftræner og sportsdirektør kommer begge fra Bills, så der bliver dermed tale om en genforening. Den erfarne guard forventes at skifte position, så han i fremtiden skal agere center. Feliciano har ageret center tidligere i karriere, men det har været i enkelte kampe, nu skal han tilbringe hele sæsonen som angrebets spydspids. Veteranen er kun tilknyttet klubben den kommende sæson.