Miami Dolphins har været på rov hos Brian Flores’ gamle hold, New England Patriots. Her har holdet hentet linebacker Kyle Van Noy på en fireårig aftale.

Dolphins-træner Brian Flores kom selv til fra divisionsrivalerne New England Patriots inden 2019-sæsonen, og nu er han vendt tilbage til New England på rov efter nye spillere.

Til at forstærke forsvarets linebacker-gruppe har man stukket Kyle Van Noy en fireårig aftale til en værdi af 51 millioner dollar. Det meddeler NFL Networks Ian Rapoport

28-årige Van Noy blev valgt af Detroit Lions i anden runde af 2014-draften, men han skuffede eftertryggeligt i Detroit. Derfor blev han i 2016 sendt videre til Patriots, hvor Van Noy virkelig fik gang i karrieren. De sidste par år har Van Noy været en nøglefigur på Patriots’ forsvar, og Van Noy nåede at vinde to Super Bowls med holdet.

Brian Flores kender Van Noys evner godt som tidligere linebacker-træner og defensiv koordinator for Patriots, og det må forventes, at Van Noy passer perfekt ind i Flores’ system. Van Noy slutter sig til en linebacker-gruppe bestående af Jerome Baker, Raekwon McMillan, Vince Biegel og Sam Eguavoen