Tyreek Hill lovpriser Tua Tagovailoa, men er også ude med riven efter sine tidligere holdkammerater i sin nye podcast.

Hele NFL spærrede øjnene op, da Miami Dolphins tidligere på foråret betalte en bondegård for Kansas City Chiefs’ superstjerne Tyreek Hill. Nu er Hill ved at finde sit fodfæste i Miami, men det har ikke afholdt ham fra et sende en stikpille afsted til sin tidligere arbejdsgiver.

I det første afsnit af Tyreek Hills nye podcast udtaler han en overraskende kritik af Kansas City Chiefs’ angreb. Hill postulerer bl.a., at han ikke følte, at Chiefs udnyttede hans potentiale til fulde, samt at Dolphins’ Tua Tagovailoa er en “mere præcis” quarterback end Patrick Mahomes.

Kommentarerne er kommet bag på Patrick Mahomes, som reagerede på Hills’ podcast på et pressemøde i forbindelse med Chiefs’ sæsonforberedelser:

– Jeg er ret overrasket, fordi vi elskede – og elsker – Tyreek (Hill, red.). Jeg med på, at han helst så, at han fik bolden på hvert eneste spil, fordi han mente, at det ville hjælpe os til at vinde. Det handlede ikke om, at han var selvisk. Men vi vandt størstedelen af vores kampe i slutningen af sidste sæson, så hans utilfredshed er nok gået under radaren, svarede Patrick Mahomes.

I løbet af sine seks sæsoner i Kansas City greb Tyreek Hill for mere end 6.500 yards, han scorede 56 touchdowns og var han en stor del af Chiefs’ Super Bowl-triumf i 2019.