Chicago Bears har skrevet en toårig kontrakt med veteran-tight end Jimmy Graham. Graham får en årsløn på otte millioner dollar

Jimmy Graham kan skrive endnu en NFL-klub på cv’et.

Efter to sæsoner hos Green Bay Packers skifter den 33-årige tight end nu til ærkerivalerne Chicago Bears, som har givet Graham en toårig kontrakt til en samlet værdi af 16 millioner dollar.

Den aldrende tight end har spillet i alle 16 kampe begge sine sæsoner hos Green Bay Packers. I sidste sæson blev det til 447 gribeyards og tre touchdowns, mens han sæsonen før greb for 636 yards og 2 touchdowns.

Graham kommer til et proppet tight end-rum, hvor der skal kæmpes hårdt om pladserne i truppen, før de skæres ned til 53 mand i slut-august.

Graham selv er dog næppe i farezonen. Ni af kontraktens 16 millioner dollar er nemlig garanterede, så det vil blive dyrt for Bears at fritstille ham.