Greg Olsen er på jagt efter ny arbejdsgiver efter ni sæsoner hos Carolina Panthers. Og den aldrende tight end håber, at Chicago Bears er en af klubberne, der jagter ham

Siden 2011 har Greg Olsen huseret hos Carolina Panthers, men i 2020 kommer Olsen til at iføre sig en ny uniform, da hans kontrakt med Panthers udløber.

Og måske kan Greg Olsens nye uniform blive en Bears-trøje?

Ifølge Josh Alper fra Pro Football Talk vil Olsen være åben for at vende tilbage til Chicago, der valgte ham i første runde af 2007-draften.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så håbede jeg, at de havde været det første hold, der ringede til mig, fortalte Greg Olsen under et besøg på ESPN.

Hvis Bears også er interesseret i Olsen, må de hellere finde hans nummer i telefonbogen hurtigst muligt. Der er bred interesse i den 34-årige tight end, der har besøg med Buffalo Bills og Washington Redskins på programmet i denne uge.