
New York Giants har hentet én af de mest eftertragtede safeties på markedet i form af Jevon Holland. Den 25-årige safety har skrevet under på en treårig aftale.
New York Giants og Jevon Holland er nået til enighed om en treårig aftale, som potentielt kan indbringe Holland i omegnen af 320 millioner danske kroner ($46.8 mio.). Kontrakten er sammensat, så Holland er garanteret at tjene mindst 207 millioner danske kroner ($30.3 mio.).
Jevon Holland var én af de mest eftertragtede forsvarsspillere på transfermarkedet i dette forår. I løbet af sine fire sæsoner hos Miami Dolphins har Holland etableret sig blandt de bedre safeties i NFL. Holland står foreløbigt noteret for 301 tacklinger, fem interceptions og fem forcerede fumbles i sin tid i NFL.
I New York skal Jevon Holland danne partnerskab med den lovende Tyler Nubin. Giants valgte Nubin i anden runde af 2024-draften, og han spillede en flot debutsæson i NFL med 98 tacklinger og en forceret fumble som følge.
Derudover skal Jevon Holland hjælpe til i New York Giants’ omklædningsrum. Holland er kendt som en naturlig lederskikkelse, og han blev udnævnt til holdkaptajn i sin anden sæson for Miami Dolphins. Således blev Holland den yngste holdkaptajn i Dolphins’ historie.
Læs også: Giants opgraderer cornerback-rummet



