New York Giants har sikret sig den mangeårige Patriots-tackle, Nate Solder, på en fire-årig kontrakt til $62 millioner. Dermed bliver Solder den bedst-betalte offensive linjemand i NFL med en årlig hyre på $15,5 millioner.

Big Blue har i flere år ledt efter dygtige spillere til at fylde hullerne på en offensiv linje, der hverken har givet meget hjælp til Eli Manning eller de forskellige runningbacks, der har trukket i Giants-uniformen.

Giants lukker nu hullet på venstresiden af linjen, da Nate Solder forventes at underskrive en fire-årig monster-kontrakt til $15,5 millioner om året, der vil gøre ham til den klart rigeste offensive linjemand i NFL.

Hele 35 af de 62 millioner dollars i aftalen er allerede sikret for Solder, der har tilbragt sine første syv sæsoner i New England Patriots. Den vanvittigt store kontrakt er et vidnesbyrd om, at Giants er gået all in for at hente Solder og har lagt flere penge på bordet, end Houston Texans og New England Patriots kunne tilbyde.

Den 29-årige tackle er ikke blandt de allerbedste på positionen, hvilket ellers var tilfældet for nogle år siden. Solder hører stadig til i subtoppen af venstre tackles og har et højt bundniveau, hvor du kan regne med ham hver uge. Men fordums imponerende styrke, hvor han stod som en klippe og holdt Tom Brady fri fra pres den ene kamp efter den anden, er væk.

I løbet af de sidste par år har Solder kæmpet en langt hårdere kamp på hjemmefronten, hvor hans lille søn Hudson har haft nyrekræft og besejret sygdommen. Det har derfor været meget vigtigt for Solder, at et eventuelt klubskifte ikke ville være en stor omvæltning for familien, og med skiftet til Giants bliver Solder og familien på østkysten.

Patriots draftede Solder i første runde af 2011 Draften, og ud over en skadesplaget 2015-sæson har han spillet stort set alle kampe for New England. Det er altså en ekstremt pålidelig spiller, som New York Giants har fået fingrene i.

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her