Pittsburgh Steelers har forstærket angrebet med to nye spillere. Mest nævneværdig er tight end Eric Ebron, der får en toårig aftale.

Steelers er sjældent aktive de første dage af free agency, og 2020 er ingen undtagelse. Mens andre hold skruer ned for aktiviteten, kravler Steelers ud af deres hul og har nu hentet to nye spillere til angrebet.

Det drejer sig om tight end Eric Ebron og den indvendige offensive linjemand Stefen Wisniewski. Begge har fået en toårig aftale, men Ebrons har en værdi på helt op mod 12 millioner dollar, mens Wisniewski kun kan tjene 2,85 millioner dollar over de to år.

Eric Ebron er et tidligere førsterundevalg fra 2014-draften. Han slog dog aldrig igennem i Detroit, men havde sin bedste sæson i 2018 hos Indianapolis Colts. Her greb han for 750 yards og 13 touchdowns.

30-årige Stefen Wisniewski er født og opvokset i Pittsburgh, men har været vidt omkring i sin NFL-karriere. Den startede hos Oakland Raiders, men siden har han været forbi Jacksonville Jaguars, Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs. Han har vundet Super Bowl både med Eagles og Chiefs.