Buffalo Bills henter endnu mere hjælp til den offensive linje i form af Quinton Spain.

En af Buffalo Bills’ helt store missioner i årets free agency har utvivlsomt været at sikre, at quarterback Josh Allen får nok beskyttelse i den kommende sæson.

Til at hjælpe med det har de allerede hentet adskillige offensive linjemænd, og nu henter de endnu en.

Den offensive guard Quinton Spain er nemlig blevet hentet ind på en etårig aftale. Det bekræfter klubben selv i en pressemeddelelse.

I 2015 kom Spain ind i NFL, da han skrev under på en aftale med Tennessee Titans, efter at han ikke var blevet valgt i NFL-draften. Siden har han dog spillet 50 kampe – heraf 48 som starter – for Titans.

Spain, 27 år, bliver den sjette offensive linjemand, Bills henter i årets free agency. Tidligere har de hentet Mitch Morse, Spencer Long, Ty Nsekhe, Jon Feliciano og LaAdrian Waddle. De skal alle være med til at forbedre Bills’ offensive linje, der i 2018-sæsonen lod Josh Allen blive sacked hele 28 gange på 12 kampe.