Den store defensive tackle Haloti Ngata har valgt at stoppe karrieren i en alder af 35 år efter at have spillet 2018-sæsonen hos Eagles.

Fem Pro-Bowls, to gange All-Pro og én Super Bowl ring. Det er hvad der står på Haloti Ngata’s CV, her hvor han vælger at stoppe karrieren i NFL.

Det er klart, at som en stor mand, skal man også slutte på en stor måde. Og det gjorde han. Som det kan ses herunder offentliggjorde han sin pension på toppen af Kilimanjaro – det højeste fritstående bjerg i verden. Hvordan en så stor mand får fragtet sig selv derop, kan man jo så tænke over.

Som det kan ses på flaget Ngata holder, så nåede han at spille for Ravens, Lions og til sidst Eagles. Han blev draftet af Ravens med det 12. valg i første runde af 2006 draften. Allerede i hans første sæson tog det fart, og han fik en plads på All-Rookie holdet. Derfra og frem til 2014 var han en stor force for Ravens, især grundet hans evner til at stoppe løbet. Det afspejler sig tydeligt i det faktum, at han fra 2009 til og med 2013 blev valgt til Pro Bowl hele fem år i streg.

Det var ligeledes med Ravens han i 2013 vandt hans første og eneste Super Bowl, hvor Ngata virkelig viste hvilken kriger han er. Han spillede nemlig med smerter i hans knæ, hvilket også tydeligt kunne ses på hans spil i den kamp. Men Ravens vandt, og Ngata fik sin ring.