Minnesota Vikings har fået en skrækkelig start på sæsonen, hvor de har tabt de to første kampe, mens de i den seneste kamp også mistede Anthony Barr for sæsonen. Stjernelinebackeren har revet en brystmuskel over og kommer derfor ikke i aktion igen i denne sæson.

Nu har Vikings derfor hentet en afløser.

De henter således linebackeren Todd Davis på en etårig aftale. Det bekræfter Vikings selv, mens de også oplyser, at rookielinebacker Troy Dye er sendt på skadeslisten og er ude i tre uger.

Todd Davis er ikke en ueffen linebacker, og i de seneste fire sæsoner har han været fast inventar på Denver Broncos’ stærke forsvar, hvor han i sidste sæson var involveret i 134 tacklinger. Denver valgte dog at fyre ham for få uger siden, hvorfor Vikings altså nu har kunnet hente ham.

Den 28-årige linebacker kan få debut søndag, hvor Minnesota Vikings møder Tennessee Titans. Her jagter vikingerne deres første sejr i sæsonen.