Holdene er mere eller mindre sat til den kommende sæson, men der er stadigvæk en del fornuftige spillere uden kontrakt. Jeg har sammensat et hold af de kontraktløse spillere. Anden og sidste del omhandler forsvaret.

 

 Greg Hardy, EDGE

 

Greg Hardy er noget så sjældent som en 27-årig pass rusher, der har vist, hvad han kan, på det frie marked i slutningen af juni. Årsagen er dog soleklar, da Hardy virker som en af ligaens mentalt mindst stabile spillere.  

Backup: Jeremy Mincey og Mike Neal

 
 Dwight Freeney, EDGE 

 

Dwight Freeney er 36 år, og så skulle man tro, at tiden som eksplosiv pass rusher var ovre. Men i sidste sæson viste han med al tydelighed, at han stadigvæk kan presse quarterbacken, da han fik samlet 8 sacks i 11 kampe. Selvfølgelig er Freeney ikke i nærheden af det niveau han viste i storhedstiden, men mindre kan også gøre det. Der bør være mange hold, der ønsker at tilknytte veteranen.

Backup: O’Brien Schofield

 
 Randy Starks, DL

 

Det er relativt begrænset, hvad der er at hente indvendigt på den defensive linje, og alle de tilgængelige spillere er gamle eller halvgamle. Randy Starks bliver 33år i december og havde det svært i Cleveland sidste år. Alligevel kan han nok forventes at kunne indgå en rotation.

Backups: Cullen Jenkins og Henry Melton

  
 Antonio Smith, DL

 

Ligesom Starks er Antonio Smith kun en rotationsspiller på dette tidspunkt i karrieren. Smith kan være en svaghed i løbespillet, men han kan bidrage som sekundær spiller i kastespillet.

Backup: Chris Canty

  
 Danny Lansanah, LB 

 

Tampa Bay ønskede ikke at forlænge samarbejdet med 30-årige Danny Lansanah, men Lansanah kan stadigvæk spille en fin rolle i et forsvar, hvor hans primære opgave er at stoppe løbet.

Backup: Justin Durant

 
 Demeco Ryans, LB

 

Der var engang, hvor den snart 32-årige linebacker var blandt de bedste i NFL. Nu vil han nok primært blive set som en veteran, der kan hjælpe med at få et ungt hold liner rigtigt op.

Backups: Curtis Lofton, A.J Hawk

 
 Leon Hall, CB

 

Det må formodes, at det er en rygskade, der hidtil har holdt hold fra at hente Leon Hall, for han er en dygtig cornerback, der tilmed kan hjælpe som slotcornerback. Hall bliver snart 32 år, men bør have mindst én god sæson tilbage.

Backups: Brandon Boykin, Chris Culliver

  
 Antonio Cromatie, CB 

 

Cromatie er ikke samme spiller, som han var for 3-4 år siden, og holdet, der henter cornerbacken, kan ikke føle sig sikre på, hvad de får. Men hvis valget står mellem at starte sæsonen med Xavier Howard, Tracy Porter eller Antonio Cromatie, så ved jeg godt, hvem jeg vil vælge.

Backups: Charles Tillman, Cary Williams

 
 Donte Whitner, S

 

Der er mange positioner, hvor der ikke er så meget at komme efter, men free agent-holdet kan i øjeblikket spillet med en stærkere safety-duo end mange NFL-hold…

Donte Whitner spillede en ret god 2016-sæson for Cleveland, men han blev alligevel fritstillet i Clevelands forsøg på at bygge op fra bunden. Hold han bør gå direkte ind som starter på inkluderer Rams, Falcons, Lions, Redskins, Giants, Cowboys, Chargers, Texans og Colts.

Backups: Dashon Goldson, Lucas Delmas, Will Allen og Bacarri Rambo 

 
 Antrel Rolle, S
 

 

33 år er Antrel Rolle efterhånden blevet og derfor besluttede Chicago Bears sig for at gå med nogle yngre spillere. Rolle kan dog stadig udfylde en rolle som startende safety. Miami overvejer efter sigende at tilknytte Rolle, men New York Giants, som Rolle spillede for fra 2010 til 2014 virker også som en ret sandsynlig destination.

Backups: James Ihedigbo, William Moore og Will Hill(10 kampes karantæne)

Det var så de bedste kontraktløse forsvarsspillere. Tidligere kiggede jeg på de bedste ledige angrebsspillere.