Et af de største navne i free agency har fundet ny arbejdsgiver, og samarbejdet mellem runningback og quarterback i Baltimore bliver yderst spændende.

Efter at have spillet hele sin karriere for Tennessee Titans, så skifter runningback Derrick Henry nu til Baltimore Ravens. Det skriver ESPNs Adam Schefter. Det har længe ligget i kortene, at Henry ville blive fortid i klubben, som han har været en dominerende faktor for i næsten et årti og en af største bejlere var Ravens. Nu går tingene op i en højere enhed for begge parter, der skal forsøge at tage Baltimores angrebsspil til et nyt niveau.

Aftalen løber, ifølge selvsamme Schefter, de kommende to sæsoner og kan indbringe op til 20 millioner dollars. Det vil gøre Henry til en af de ti bedst betalte, men runningbacken når ikke ind i top fem.

Henry har rundet de 30, men var selv i 2023-sæsonen en vigtig og bærende del af Tennessee Titans’ angreb. Den tidligere Heisman Trophy-vinder (collegerækkens mest værdifulde spiller) kommer for første gang siden han blev draftet i anden runde i 2016 til at bære en ny uniform. 

I de otte sæsoner, han spillede i Tennessee, blev han en kultfigur, en klublegende og en af ligaens mest skræmmende angrebsspillere. Han har en massiv arbejdsbyrde på sine skuldre med 2080 løbeforsøg i sin glorværdige karriere. Nu skal han sammen med Lamar Jackson danne ligaens mest truende løbeangreb.

Henry selv lader til at glæde sig en hel del.

Henrys bedste sæson kom i 2020, hvor han blev en af blot otte spillere, der har løbet for mere end 2000 yards i en sæson. Henry blev det år kåret til First Team All-Pro og årets angrebsspiller. Runningbacken har rundet de 1000 yards fem gange i karrieren, herunder i 2022 (1538 yards) og i fjor (1167 yards). Lamar Jackson har selv været yderst produktiv i løbespillet, så hvordan modstanderne kommer til at stoppe den duo bliver en meget interessant historie at følge.