Free agency lurer lige rundt om hjørnet, men en af de største kontraktløse profiler har allerede fundet ny arbejdsgiver.

Derek Carr skifter til New Orleans Saints på en fire år lang aftale, det skriver NFL Networks reporter, Ian Rapoport, på Twitter. Quarterbacken har dermed fundet et nyt hjem efter at have tilbragt hele sin karriere for Raiders.

Veteranen modtager en særdeles klækkelig kompensation efter klubskiftet. Ifølge selvsamme Rapoport, så er der tale om en maksimal løn på 150 millioner dollars, hvoraf der falder hele 100 millioner dollars i garantier.

Derek Carr blev valgt i anden runde af draften i 2014 og nåede næsten et årti for Raiders, de første seks år i Oakland og de seneste tre i Las Vegas. Den snart 32-årige quarterback blev bænket i den forgangne sæson, og det stod hurtigt klart, at ledelsen, herunder holdets nye cheftræner Josh McDaniels, havde fremtidsplaner, som ikke inkluderede Carr.

Quarterbacken spillede i alt 142 kampe for Raiders, 15 af disse kom i 2022, hvor det blev til seks sejre og ni nederlag. Carr kastede for 3522 yards, 24 touchdowns og 14 interceptions.

New Orleans Saints har omstruktureret flere kontrakter i den seneste tid, og det nye økonomiske råderum bliver altså blandt andet brugt på at sikre quarterbackpositionen. 

Efter Drew Brees gik på pension, så har Saints haft mangler på den livsvigtige position. I 2022 startede Jameis Winston og Andy Dalton for klubben, der endte med syv sejre og ti nederlag.

Den skuffende sæson har været en af faktorerne i beslutningen om at tilknytte Carr. Veteranen bliver genforenet med cheftræner Dennis Allen. Allen, der overtog for Sean Payton i New Orleans, var cheftræner for Raiders fra 2012 til 2014. I Carrs rookiesæson blev træneren dog fyret efter fire kampe.

Med Carr i klubben og et solidt forsvar, så håber Saints at kunne generobre NFC South, der efter Tom Bradys pensionering ser helt åben ud.