Greg “The Leg” Zuerlein skal fremover sparke bolden mellem stængerne for Dallas Cowboys. Zuerlein og Dallas er blevet enige om en treårig kontrakt med en grundværdi på 7.5 millioner dollar

En af ligaens mest profilerede kickere kan nu kalde sig medlem af et af ligaens mest profilerede hold.

Der er tale om den tidligere All Pro kicker Greg Zuerlein, som har skrevet kontrakt med “Amerikas hold”, Dallas Cowboys. Det rapporterer NFL Networks Mike Garafolo.

Zuerlein kommer til klubben på en treårig kontrakt og bliver genforenet med sin tidligere special teams koordinator fra Rams, John Fassel.

Zuerlein blev valgt som førsteholds All Pro i 2017, hvor han ramte på utrolige 38 af 40 spark (95 %). Den flotte sæson fulgte han op med at ramme 27 af 31 spark i 2018 (87,1 %), før han – som resten af Rams-mandskabet – skuffede i sidste sæson og blot ramte 24 af 33 spark (72,7 %).

Nu får han altså chancen for at sparke sig til genoprejsning hos Cowboys. Første mission bliver en kicker-kamp med Kai Forbath, som sluttede sidste sæson af som kicker hos Dallas. Han ramte på alle sine 10 spark i sine tre kampe for Cowboys i 2019.