Dallas har de seneste sæsoner haft et af ligaens bedste forsvar, nu beholder de en af de undervurderede spillere i den enhed.

Donovan Wilson er enige med Dallas Cowboys om at forlænge samarbejdet. Den 28-årige forsvarsspiller forlænger sit ophold i hjertet af Texas med yderligere tre sæsoner. Ifølge NFL Networks journalist, Mike Garafolo, så kan safetyen tjene op mod 24 millioner dollars. De første to år af kontrakten indeholder kun garanterede penge.

Dermed kommer Wilson til at tjene mere end erfarne Vonn Bell, der tidligere i free agency skiftede fra Bengals til Panthers.

Donovan Wilson startede karrieren hos Dallas i 2019, da klubben valgte ham i sjette runde af draften. Wilson tilspillede sig i 2020 en starterrolle, men skader begrænsede alligevel spilletiden. Først i den forgangne sæson blev han for alvor etableret i Dallas’ forsvar, og det var med stor succes.

Den hårdtslående safety endte sæsonen med fem sacks, to forcerede fumbles og en enkelt interception. Det blev derudover også til mere end 100 tacklinger.