Chiefs snupper erfaren cornerback fra divisionsrivaler

0

Det blev ikke til en tredje Super Bowl-sejr i træk for Kansas City Chiefs, nu er de i gang med at forstærke holdet for at vende tilbage til den store kamp.

Cornerback Kristian Fulton kommer i den kommende sæson til at skifte de lyseblå Los Angeles Chargers-uniformer ud med de røde Kansas City Chiefs-dragter. Den erfarne forsvarsspiller skifter nemlig til AFC West rivalerne efter blot en enkelt sæson i Los Angeles.

Ifølge Ian Rapoport fra NFL Network, så drejer det sig om en kontrakt, der kan komme til at løbe de næste to sæsoner, hvor forsvarsspilleren kommer til at tjene i omegnen af 20 millioner dollars.

Aftalen indeholder en betydelig procentdel i garantier, hele 15 af de 20 millioner er sikret fra start.

Fulton var et andetrundevalg i 2020-draften, hvor NFL-tiden startede hos Tennessee Titans. Den nu 26-årige forsvarsspiller har dog ikke haft den karriere, som han kunne drømme om. Efter fem sæsoner i NFL har han endnu til gode at spille en hel sæson uden at blive ramt af skader. Den forgangne sæson var Fultons bedste i den kategori, da han spillede i 15 kampe.

Den nye Chiefs-spiller startede sæsonen glimrende for Chargers, men en baglårsskade påvirkede niveauet på banen.

Både Chiefs og Fulton håber, at 2025 bliver året, hvor potentialet bliver indløst. Fulton har lavet fem interceptions og forceret en enkelt fumble på fem sæsoner.